Landskabets sammensætning og sammenhæng
Et varieret landskab med forskellige afgrøder, mindre marker og naturarealer giver bedre muligheder for plante- og dyrelivet. Når landskabet består af mange forskellige elementer, skabes der flere levesteder for agerlandets arter.
Samtidig er det vigtigt, at naturarealerne hænger sammen. Vandløb, levende hegn, grøftekanter og markveje kan fungere som forbindelser gennem landskabet, så planter og dyr lettere kan sprede sig mellem forskellige levesteder. På den måde understøttes et landskab med plads til større biologisk mangfoldighed.
Faste landskabselementer
Faste landskabselementer, også kaldet seminaturarealer, omfatter blandt andet læhegn, diger, grøfter, markveje, moser, remiser og fredede fortidsminder. Det er ikke nødvendigvis områder med sjældne arter eller en særlig høj naturkvalitet. Til gengæld spiller de en vigtig rolle i landbrugslandskabet ved at bryde de dyrkede flader op og skabe mere stabile levesteder for agerlandets planter og dyr.
Samtidig kan disse elementer fungere som forbindelser mellem forskellige levesteder, så arter lettere kan bevæge sig gennem landskabet.
Kanttæthed og markopdeling
Kanttæthed er et mål for markernes størrelse og opdeling. Markernes størrelse og afstand til markkanter kan påvirke insekters og andre smådyrs muligheder for at bevæge sig i landskabet og finde føde-, yngle- og overvintringsområder.
Innovationscenter for Økologisk Landbrug anbefaler en kanttæthed på 200 meter markkant pr. hektar samt, hvor det er muligt, en afstand på højst 100 meter fra kant til kant.
For at understøtte disse anbefalinger kan der i større marker etableres forskellige landskabselementer, som eksempelvis insektvolde. Insektvolde er typisk 2-4 meter brede og op til 0,5 meter høje. De kan tilsås med tuegræsser og hjemmehørende blomstrende arter eller etableres ved at lade den naturlige frøpulje udvikle sig.
