da/

Hos landmanden Bo Bejer er der god plads til frilandsgrisene på hans sønderjyske marker. Men nu arbejder han også på at give mere plads til insekter, smådyr og planteliv, så biodiversiteten på bedriften kan vokse. 

Ikke ved at lægge hele bedriften om, men ved at fokusere på dét, der giver mening for hans landbrugsjord. 

”Vi er jo en produktionsbedrift, som er afhængig af at have nogle dyrkningsflader. Det er vores levebrød, kan man sige, men her på bedriften er vi efterhånden blevet gode til at finde et hjørne af marken eller andre steder, hvor det giver mening at skabe mere natur,” fortæller Bo Bejer. 
 
Siden 1998 har han sammen med sin kone, Susanne Bejer, drevet bedriften med frilandsgrise, som i dag tæller 650 frilandssøer og knap 200 hektar jord.  
 
Gennem årene har parret løbende givet mere plads til naturen, så en større del af bedriften nu består af faste landskabselementer som moser, vandløb, læhegn, markveje og diger.

Naturen får lov

Flere steder på bedriften har Bo Bejer valgt at lade naturen fylde mere. Det gælder særligt på arealer, der alligevel er svære at dyrke. 

På flere marker er lavtliggende og svært dyrkbare hjørner taget ud af drift, og i stedet får pil, græsser og anden naturlig vegetation lov til at brede sig. 

Også i bedriftens mose får væltede og døde birketræer lov til at blive liggende. Det døde ved bliver levested for blandt andet biller, bier, svirrefluer, svampe og andre organismer. 

Det samme gælder i læhegnene. Når Bo Bejer beskærer dem, kører han ikke grenene væk, men lægger dem tilbage i hegnet, hvor de bliver en del af naturen igen. 

”Jeg slipper for at køre det væk, og så får fugle, insekter og smådyr noget at gemme sig i. Så det er til glæde for alle parter,” fortæller Bo Bejer.

Det starter med at gøre mindre

Bo Bejer håber, at hans erfaringer kan inspirere andre landmænd til at se mulighederne på deres egne bedrifter.

”Det er ikke så svært at få mere biodiversitet ind, for man kan begynde med at lade være med at gøre noget, og så er man sådan set i gang. Man skal bare have en lille plan for det, og så handler det jo om at acceptere, at f.eks. et hjørne af marken går ud af drift,” siger Bo Bejer. 

Han mener samtidig, at landbruget skal blive bedre til at fortælle om det, der allerede bliver gjort for naturen. 

”Jeg tror aldrig, jeg møder en landmand, som ikke gør noget for naturen på den ene eller den anden måde. Vi skal bare blive bedre til at fortælle om det,” siger han. 

Braklagt område hos Bo Bejer - luftfoto

Braklagte hjørner: Flere ukurante hjørner på Bo Bejers marker er taget ud af drift. Her får naturen lov til at brede sig, og hvor området her er vokset sammen med mosen, der ligger ved siden af marken. Her ses det braklagte område på et luftfoto.

Gul gyvel: Langs markerne breder den gule gyvel sig, hvis ikke Bo Bejer holder den i skak.

Den stædige japanske pileurt må Bo Bejer også bekæmpe nær sine marker. 

Skov: Med fondsmidler fik Bo Bejer mulighed for at etablere en ny 3 hektar skov. Her nyder familien tid sammen i den lille træhytte, mens rådyr og ræve indimellem kigger forbi.

Okkersø: Okkersøer er på tegnebrættet. I samarbejde med Tønder Kommune etableres der tre bassiner, som skal opfange okker fra drænvand og samtidig skabe levesteder for planter, insekter, padder og fugle.

Birk i mosen: Bo Bejer ejer et stykke af mosen, hvor naturen får lov til at gå sin gang. Her får birketræerne lov til at blive liggende, når de engang vælter eller dør, og de rådne stammer kan danne levesteder for insekter.