Atletik, cricket, triatlon og roning er nogle af de discipliner, der er på programmet, når mere end 7.400 skoleelever skal konkurrere og have det sjovt med hinanden til Skole-OL. Det kræver en masse energi, og det er Danish Crown, der sørger for brændstof til både børnene og de frivillige.
Danish Crown er nemlig madleverandør ved Skole-OL i Billund fra 11.-14. juni, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) står for.
Det er nemlig vigtigt at få en god, balanceret kost, når man skal være aktiv en hel dag, så man har energi nok til at få alle glæderne og oplevelserne med.
- Vi vil gerne skabe madglæde hos børn og være med til at sikre, at de får noget godt at spise, så der er energi til en dag med mange aktiviteter. Vi ved desværre fra undersøgelser, at mange børn ikke får nok at spise i løbet af en aktiv dag, og vores engagement i Skole-OL skal være med til at inspirere børn til at få mere madglæde og mere madmod, så de får brændstof nok til at have en fed dag, siger Mette Schacht Færch, marketingdirektør i Danish Crown.
Madmod hjælper til en god kost
Som madleverandør og partner ved Skole-OL sørger Danish Crown for aftensmaden til de cirka 2500 elever og lærer, der overnatter ved Skole-OL. De 370 frivillige, som får det hele til at spille, skal naturligvis også have god frokost hver dag, og den klarer Danish Crown også.
Derudover har Danish Crown igen i år et stort telt til Skole-OL, hvor sidste års succes madmodshjulet igen er med. Det er et lykkehjul, som eleverne ved at spinne hjulet tre gange sammensætter en tilfældig mad, der kan udfordre deres madmod.
- Vi vil udfordre alle de nysgerrige børn med madmodshjulet, et lykkehjul hvor de får lov til at teste forskellige konsistenser, forskellige smage i vilkårlige sammensætninger, og det, synes de, er rigtig sjovt, siger Mette Schacht Færch.
Hun siger samtidig, at hvis man kan rykke børns, og voksnes, grænser for, hvad de kan lide at spise, kommer de tættere på at få en god, balanceret kost.
- Det er vigtigt at træne børns smagsløg, fordi jo mere nysgerrige, vi er på mad, jo mere vi tør at smage. Og jo mere varieret kost får vi også indenbords, og det er godt for os alle i en aktiv hverdag, som de mange børn især har til Skole-OL, siger Mette Schacht Færch.
Udover madmodshjulet har Danish Crown grisepuslespil og forskellige konkurrencer med til Skole OL. Her kan eleverne vinde en dag i Danish Crowns store køkken i Randers med fokus på madglæde, madmod og madkundskab.