I supermarkeder landet over vil de økologiske kødpakker i de kommende uger skifte udseende, idet Friland nu begynder udskiftningen af emballagen på det centralpakkede økologiske kød.
Dermed forlader Friland de "sorte" etiketter, som igennem mange år har været benyttet på økologisk kød.
De nye etiketter sender klare signaler om, at kødet stammer fra danske økologiske landmænd med siluetter af kvæg, svin og livet på landet. Samtidig bruges det særlige Friland Øko-mærke, som lanceredes i 2011, og som allerede igennem en periode har været benyttet på reklame- og informationsmaterialer for økologisk kød.
Det nye design vil i nærmeste fremtid findes i kølediskene i supermarkeder som forhandler Frilands centralpakkede økologiske kød. Det gælder blandt andet Føtex, Netto, Rema 1000, SuperBest, Spar og for en del produkters vedkommende også COOP's butikker.
I efteråret 2011 introducerede Friland også en serie af Frilandgris, som fik sit eget design, som klart adskiller sig fra det økologiske.