18. juni 2020
Mere end 12 mdr. gammel
Torsdag den 20. oktober 2016
Dansk frilandsgris skal være forbrugernes førstevalg, når de handler i Meny. Sådan er ideen med Frilands og Menys fem uger lange markedsføring af Frilandsgris, som går i gang i diverse medier mandag den 24. oktober.
- Vi vil øge opmærksomheden om Frilandsgris og sikre, at Frilandsgris får højest prioritet, når danskerne handler i Meny, siger Frilands concept manager Maibritt Bisgaard.
Dansk frilandsgris i radioen
Målgruppen er den travle og madinteresserede børnefamilie, som i oktober og november vil kunne se Frilandsgris slogans som ”Dyrevelfærd på menuen” og ”Gris med krølle på halen” på Facebook og i bannerreklamer samt høre radiospots om Frilandsgris i Radio 100. Her vil man også kunne vinde Frilandsgris-præmier i konkurrencen ”Er du vis på gris”.
Desuden vil brochurer og skilte i Meny-butikkerne give inspiration til opskrifter med Frilandsgris og fortælle om den dyrevelfærd, dyrene opdrættes med. Derudover informeres Meny-slagterne om kampagnen via SlagterNyt; supermarkedskædens ugentlige interne nyhedsbrev.
