Friland kører i øjeblikket forårskampagne på oksekødet fra Friland Økologi. Denne gang er det hverken livestream eller GPS-køer, der er blikfanget, men derimod tre leverandører. De kan således findes på busbagender, i Ud&Se, foran dagligvarebutikker, på Facebook og Instagram, politiken.dk, tv2.dk og som radiospots.
- Vi kører en stor del af annonceringen digitalt og danskerne har taget rigtig godt imod kampagnen indtil videre, siger Mette Tschentscher Espersen, der er senior brand manager hos Friland.
Får to hjerter
Det er første kampagne, hvor oksekødet fra Friland Økologi bærer anprisningen med to hjerter fra den statslige mærkningsordning “Bedre Dyrevelfærd”, og kampagnen blev derfor skudt i gang i forbindelse med Økodag.
- Egentlig havde vi planlagt aktiviteter til Økodag, men det blev af gode grunde ikke relevant i år, siger hun.
Digitalt er hovedindholdet i kampagnen tre videoer hvor de tre landmænd fortæller om deres passion for dyrevelfærd, natur og biodiversitet i en personlig videostil. Videoerne er efter kampagnens første uge blevet set 200.000 gange og annoncerne har ramt mere end 1 mio. danskere via Facebook og Instagram.
Du kan se de tre videoer på Frilands YouTube profil eller i bunden af denne artikel.
Gris på grillen
Fra mandag i uge 19 vil også det økologiske grisekød komme i spil, hvor det er madinspiration, der er trækplasteret.
- Vi slår et slag for, at danskerne vælger kød med høj dyrevelfærd, når der skal grilles. Derfor kører vi en konkurrence på Facebook, hvor man kan vinde en grill og en pakke lækkert kød fra Friland Økologi, siger hun.
