"Årets kødproducent" er Limousine mand. John Pedersen, som leverer limousine til Friland, blev på Dansk Kvæg Kongres kåret som Årets Kødkvægsproducent, fordi han gennem det seneste år har opnået en indtægt på 10.679 kroner pr. kødproducerende enhed og en fortjeneste på i alt 180.000 kroner.
Ifølge John Pedersen skal forklaringen på de flotte tal ikke findes på slagtervægten alene. Hans tyrekalve vejede sidste år i snit 310 kg, men som han selv siger det "så kan mange andre opdrættere fremvise et lignende resultat". Forklaringen skal snarere findes i planlægningen.
- Jeg sender mine dyr til slagtning, når kontrakttillægget er højest, dvs. i efteråret. I det omfang jeg kan styre det, planlægger jeg, at køerne kælver om efteråret/tidlig vinter, og så sender jeg dem til slagtning efter 323 dage. Det er det, der bedst kan betale sig, siger han.
John Pedersen har fuldtidsjob samtidig med, at han passer sin gård. Hans besætning består af 40 Limousinekøer plus opdræt, og han leverer hvert år ca. 20 tyrekalve til Friland Limousine, samt nogle dyr til Friland Kødkvægkonceptet. Han har en avlstyr med et højt indeks på vækst og slagtekvalitet, desuden lægger han vægt på, at kreaturerne får noget godt foder i form af hjemmeavlet byg og græsensilage plus det daglige tilskud af mineraler.
For hele tiden at blive en dygtigere opdrætter, har han gennem de sidste 3-4 år deltaget i en erfagruppe under Kvægrådgivningen i Landboforeningen, hvilket han mener, har bidraget til at forbedre hans resultater.
- Det er klart, det giver noget at få respons på det, man laver. Det er med til at hæve niveauet, når man får konkret rådgivning. Ligesom det kan inspirere at komme rundt og se, hvordan andre griber arbejdet an, siger han.