Friland og Dagrofa udvider pakkesortiment på FRILANDSGRIS

Nu kan forbrugerne købe i alt fem varianter af detailpakkede produkter på FRILANDSGRIS i landets MENY-butikker.

3. maj 2023
Mere end 12 mdr. gammel

Kunderne i landets MENY-butikker har nu et større udvalg af detailpakkede produkter af FRILANDSGRIS. Friland og Dagrofa har sammen udviklet tre nye varianter, som leveres færdigskåret- og pakket i MENY-butikkerne. Tidligere har der været to af disse varianter.

- Vi vil gerne lette arbejdsgangen for både Dagrofas slagtere og for forbrugerne, så det er meget glædeligt, at vi nu kan levere fem varianter af mere klassiske udskæringerne. Til gengæld tager slagterne sig selv af mere avancerede udskæringer som grillprodukter og flæskestege, så de på den måde værner om håndværket. For det er stadig helt centralt, at slagterne selv forarbejder produkterne af FRILADNSGRIS, siger Maria Bast, marketingansvarlig i Friland.

Maria Bast peger også på, at det har været et strategisk ønske at øge fokus på forædlingen af FRILADNSGRIS, ligesom Friland gerne vil arbejde med en bredere distribution af FRILANDSGRIS i MENY. Varianterne spender over hakket grisekød, medister, brystflæsk, koteletter og nakkekoteletter.

Det er også en del af aftalen om de nye varianter, at kunderne i Meny nu kan blande pakkerne af FRILANDSGRIS med konventionelle produkter i pakkemarkederne i den enkelte butik, hvilket forhåbentlig kan styrke salget af de klassiske udskæringer til aftensmaden i hverdagen.

Alle fem varianter af FRILANDSGRIS bliver leveret i Frilands genanvendelige bakker. Det er en del af strategien i Friland, at der også på emballagesiden bliver arbejdet med mere bæredygtige produkter.

De nye bakker indeholder 10 pct. mindre plast end de tidligere, og samtidig er andelen af genanvendt plast øget fra 80 til 90 pct.  Farven er lysegrøn og kan variere lidt afhængig af farven fra det indsamlede plastmateriale. Det er også et forsøg på at strømline produkterne, som forbrugerne finder ude i butikken, at emballagen nu er ens på alle varianter.