20.000. Så mange besøgende regner Irma med dukker op i dagene lørdag den 4. og søndag den 5. marts, hvor de for tredje år i træk afholder deres forbrugermesse: ’Mad og Glæde’.
Messen er efterhånden blevet så populær at man har flyttet den fra Øksnehallen på Vesterbro til større lokaler i Forum på Frederiksberg. Friland er Irmas primære leverandører inden for økologisk gris og Frilandsgris samt økologisk oksekød, Limousine, kalv og kødkvæg. Friland ønsker at være aktiv i dialogen med Irmas kunder og derfor har Friland haft en stand på messen siden 2014 og er selvfølgelig også at finde på messen i år.
- Vi har rigtig gode erfaringer med messen. Det er godt at møde forbrugerne og få en snak om økologi og dyrevelfærd og vise dem nogle af vores produkter, siger Concept Manager Maibritt Bisgaard fra Friland.
I lighed med tidligere vil Friland også i år tilbyde de besøgende på messen mulighed for at smage på varerne. Der vil blive serveret Krogmodnet udskæringer af FRILANDSGRIS® og wok strimler af Limousine kalv og burgere af økologisk ungokse.
Derudover vil kunderne også have mulighed for at købe kød med hjem til aftensbordet: Krogmodnet koteletter af FRILANDSGRIS®, Limousine bøffer, burgerbøffer af økologisk ungokse og økologisk svinekam.
