Priserne på økologisk kød stiger stadig, men det har foreløbig ikke betydet tilgang af nye producenter af økologisk svine- og oksekød.
Det skyldes blandt andet, at det for nogle kan være svært at få finansieret en udvidelse eller omlægning af produktionen.
Derfor har Friland udarbejdet materiale, som virksomheden kan bruge i forbindelse med møder med investorer, ligesom leverandører kan få tilsendt materialet, så det kan blive en del af møder med banker eller andre investorer.
- Der er fantastiske muligheder i økologisk produktion, og vi kigger ind i en efterspørgsel som bare stiger og stiger. Det er den enslydende melding både fra undersøgelser af forbrugertrends og fra vores kunder. Det er derfor også et rigtig godt argument for at investere i økologisk produktion, siger direktør i Friland, Henrik Biilmann.
Virksomhedens materiale til landmændene indeholder både grafer over de senere års omsætning indenfor salg af økologisk kød, samt forventninger og input fra fremtidens aftagere af økologisk kød.
- Vi vil gerne vise, at investering i økologisk produktion ikke bare handler om en mulighed for god PR, og at økologi ikke kun handler om idealer. Det er ganske enkelt en god forretning, og tallene viser tydeligt, at produktion af økologisk kød har genereret overskud mange år i træk. Også i år hvor andre typer af produktion har været mindre profitabelt, siger Henrik Biilmann.
Har du behov for materiale fra Friland, kan du kontakte Friland på telefon nr. 89 19 27 59 eller via mailadressen ckhj@friland.dk
26. marts 2015
Mere end 12 mdr. gammel