97 procent af de danske forbrugere kender det røde Ø-mærke, som i 2015 kan fejre 25 års jubilæum.
Det røde Ø er derfor ikke kun et vigtigt pejlemærke for forbrugerne, men også for de mange virksomheder, der som Friland bruger mærket på sine produkter.
- Ø-mærket er på 25 år blevet danskerens pejlemærke, når de køber økologi. Mærket er indbegrebet af den troværdighed, der ligger bag alle økologisk produceret produkter, og jeg er ikke i tvivl om, at danskernes store tiltro til mærket er afgørende for den vækst i salget af dansk økologisk kød, som vi har set siden indførelsen af mærket, siger afdelingschef i Friland, Maria Bast.
Derfor fejrer Friland også jubilæet i form af en ny kampagne med specielle etiketter på alle virksomhedens økologiske produkter. Etiketter, som fortæller noget om, hvad mærket står for.
- Der er jo rigtig mange mærker ude i detailhandlen, som kan være vanskelige at gennemskue for forbrugerne. Men fordi Ø-mærket er noget næsten alle kender og forstår, har det uvurderlig betydning for salget af økologiske produkter og dermed også for Friland, siger Maria Bast.
5. januar 2015
Mere end 12 mdr. gammel