26. maj 2018
Mere end 12 mdr. gammel
Hvis du bor i en by med mere end 30.000 indbyggere, så er der stor sandsynlighed for, at du ikke har besøgt et landbrug i lang tid – hvis altså nogensinde. En ny repræsentativ undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer viser, at 67 procent af danskerne i de større byer ikke har besøgt et landbrug inden for de seneste fem år.
Men den statistik håber de økologiske griseproducenter at gøre noget ved, når de søndag afholder ’Sofari’ og inviterer danskerne på gårdbesøg over hele landet.
”Det er vigtigt, at danskerne kan opleve det økologiske griseliv, så de ved, hvad der kendetegner vores måde at drive landbrug på. Det er selvfølgelig forbrugeroplysning, men det er først og fremmest en sjov oplevelse for folk i alle aldre, når grisene spæner rundt i det fri og tager et mudderbad”, siger Randi Vinfeldt, der er økologisk griseproducent og formand for foreningen FØKS, der arrangerer Sofari.
”Mange danskere er sjældent i direkte berøring med fødevareproduktionen, og medierne omtaler en kløft mellem storbytilværelsen og livet på landet”, siger Randi Vinfeldt og tilføjer; ”vi vil gerne yde vores bidrag til at ændre begge dele”.
Danskerne vil gerne på gårdbesøg
Det ikke kun landmændene, der gerne vil have gæster. To ud af tre danskere mener, det er vigtigt, at landmændene har åbne døre og inviterer forbrugerne ind for at se, hvordan fødevareproduktionen foregår. Lige så mange danskere viser også interesse i at besøge et landbrug. Knap halvdelen har allerede været på gårdbesøg inden for de senere år, og 18 procent svarer, at selvom de ikke har været afsted, så vil de gerne i fremtiden.
Randi Vinfeldt fortæller, at det ikke mindst er børnefamilierne, der er gode til at gøre brug af landbrugets åbne døre:
”Der er mange forældre og bedsteforældre, der tager de små med på gårdbesøg. Børnene bliver klogere på, hvor maden egentlig kommer fra og familien får en god oplevelse - uanset størrelsen på pengepungen”, siger Randi Vinfeldt.
Hele 23 procent blandt danskere med to eller flere børn i husstanden har besøgt et landbrug inden for de seneste seks måneder.
