18. juni 2020
Mere end 12 mdr. gammel

Friland har travlt med messedeltagelse i denne tid. I denne weekend deltager Friland på den store Copenhagen Food Fair i Bella Center - kun en uge efter, at Friland afsluttede sin deltagelse på verdens største fødevaremesse Biofach i Nürnberg.

Copenhagen Food Fair har i år stærk fokus på økologi og storkøkken-sektoren, og netop derfor har Friland valgt - sammen med Danish Crowns afdeling for Foodservice at deltage ekstra aktivt på den store økologiske fællesstand på messen. Her vil storkøkkenkunderne få lejlighed til at stifte bekendtskab med et udvidet sortiment af økologisk kød.

Udover et specielt messeområde for økologien gennemføres også en særlig dag - tirsdag d. 26. februar - som en egentlig økodag, hvor der til overflod også er et Øko Meat arrangement med særlig fokus på økologiske kød.

Frilands satsning på den københavnske fødevaremesse involverede oprindelig også deltagelse af den rullende slagterforretning, Frilandsslagteren, men tekniske grunde forhindrede i sidste øjeblik deltagelse i messen, som dog fortsat vil være præget af Frilands synlige deltagelse.

Forud for deltagelse i Copenhagen Food Fair deltog Friland traditionen tro i den store økologiske messe Biofach i Sydtyskland, hvor Friland både havde to stande: En planchestand på den danske fællesstand og en egentlig større messestand i de tyske haller. Her stod det tyske datterselskab Friland J. Hansen for standdeltagelsen, som har stor betydning som det årlige mødested med de økologiske kunder fra hele Europa, hvoraf mange som en tradition hvert år valfarter til Nürnberg i februar.