Et halvår med udfordringer

Status på første halvår af regnskabsåret 2018/2019.

7. juni 2019
Mere end 12 mdr. gammel

Hermed en status på første halvår af regnskabsåret 2018/19, der på nogle områder ikke er gået, som vi havde håbet.

Vi er i en branche, hvor vi helst skal kunne forudsige, hvordan markedet ser ud om seks måneder, og denne forudsigelse har vi ikke ramt, hvis vi ser på tillæggene i det første halvår. Vi har været udfordrede på eksportmarkederne, men i Danmark har vi dog fortsat godt fat i forbrugerne, og vi oplever en stigende interesse og efterspørgsel efter produkter, der har høj dyrevelfærd i fokus.

Det var også i dette halvår, at beslutningen om at lukke FRILAND LIMOUSINE® Kalv konceptet blev taget. Det var en svær beslutning, men den nedadgående kurve i antallet af dyr gjorde det nødvendigt. Vi ser dog frem til at modtage en større mængde Limousine dyr i Kødkvægskonceptet efter d. 31/12 2019, hvor konceptet lukker.

Vores markedsføringstiltag af Frilands koncepter er blevet godt modtaget, og vi har blandt andet givet forbrugerne mulighed for at abonnere på et forbrugerrettet nyhedsbrev. Dette udsendes en gang om måneden, og mere end 5.000 danskere har skrevet sig op. Det bekræfter os endnu en gang i, at den danske forbruger går op i dyrevelfærd og vil vide mere om det. Derfor er vi også sikre på, at der er plads til vores produkter på fremtidens tallerken.

Til slut et ønske om en god (og en smule regnfuld) sommer til jer alle.

Med venlig hilsen

Henrik Biilmann.