Trods øget konkurrence og et mere uforudsigeligt marked betegner Frilands direktør Henrik Biilmann virksomhedens første seks måneder af det indeværende regnskabsår som fornuftigt:
- Fornuftigt fordi vi på tværs af vores koncepter er lykkedes med at levere en høj afregning til vores økologiske koncepter og en (lille) fremgang på vores Frilands koncepter, siger Henrik Biilmann, og henviser samtidig til, at perioden for alvor har budt på øget konkurrence på især de økologiske koncepter.
Denne konkurrence er med til at gøre fremtiden for Friland en del mere dynamisk og uforudsigelig.
Henrik Biilmann tror dog, at den økologiske efterspørgsel vil fortsætte:
- Det glæder mig derfor, at vi nu ser en vækst i antallet af økologiske grise til slagtning, det er nemlig helt essentielt for at kunne blive ved med at imødegå og drive den økologiske efterspørgsel, siger Henrik Biilmann.
Når det gælder Frilandskoncepterne, har de første seks måneder af året vist positive tendenser. Afregningen på FRILANDSGRIS® er nu den højeste i 2½ år, og forventningen er, at Fødevarestyrelsens nye dyrevelfærdsmærke ’Bedre Dyrevelfærd’ vil være med til at sætte endnu mere fokus på FRILANDSGRIS®.
- Vi har valgt at få dette mærke på vores produkter og ser frem til, at det giver ekstra opmærksomhed om vores koncepter, der begge vil have de tre hjerter som tegn på det højeste niveau. Dette mærke vil flot supplere de mærker, vi fortsat er stolte over at kunne bære: ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” og det røde Ø-mærke, siger Henrik Biilmann.
