Der vil formentlig være lidt flere rugbrødsmadder med Jægerpølse i madpakkerne, når hverdagen starter for de danske skolebørn. Salget af Den Grønne Slagters variant med Frilandsgris er nemlig gået over al forventning.
Mere er ikke nødvendigvis bedre. I hvert fald ikke når det kommer til pålægspakkerne med Jægerpølse fra Den Grønne Slagter. Sidste år besluttede man nemlig, at den velkendte klassiker skulle have et friskt pust, for at følge med danskernes øgede efterspørgsel på fødevarer, der er produceret med høj dyrevelfærd for øje.
Derfor indgik Den Grønne Slagter en aftale med Friland A/S, der producerer en række forskellige økologiske kødprodukter, men som også står bag konceptet Frilandsgris.
- Kødet fra Frilandsgris er en dyrere råvare end kødet fra konventionelle grise, og det var simpelthen ikke muligt at lave den samme størrelse pakning på 120 gram med Frilandsgris, uden at prisen skulle stige, siger Helle Olander From der er Brand Manager hos Den Grønne Slagter.
Fastholdt prisen
Derfor valgte Den Grønne Slagter at fastholde prisen, men i stedet ændre vægten fra 120 gram til en ny udgave på 90 gram, der blev lanceret under navnet FRILANDSGRIS® Jægerpølse.
- Danskerne har taget rigtig godt imod den nye version af Jægerpølse, og hvis vi sammenligner med salget af den oprindelige Jægerpølse, ligger salget nu 20 pct. højere, siger Helle Olander From.
Glad for tendensen
Frilands CEO, Henrik Biilmann, er selvsagt glad for udviklingen, der bekræfter ham i, at Frilands store fokus på at øge dyrevelfærden, er vejen at gå.
- Det er glædeligt at se, at danskerne tager godt imod produkter med vores råvarer i. Det bekræfter os i den tendens, som vi har set gennem de seneste mange år, nemlig at de danske forbrugere i højere grad ønsker at vide, hvor deres fødevarer kommer fra, og hvordan dyrene har levet, siger han og fortsætter:
- Med Frilandsgris har vi et unikt koncept, hvor vi tilstræber at indrette produktionen således, at grisene har større mulighed for at udleve deres naturlige adfærd. Det er en god fortælling, som danskerne gerne køber ind på, siger han.
