Alle grise elsker at rode med trynen, og det får 500 grise rig lejlighed til i denne sommer. Torsdag i den kommende uge slippes de løs i en skov, hvor de får lov at leve frit frem til efteråret.
Det er Tommy og Nielli Simmelsgaard i Karup, som har indhegnet et ni hektar stort område til grisene. Hovedparten af området er skov, mens resten af arealet er ryddet skov, hvor der stadig ligger gamle rødder i jorden, som gør det til et paradis for grise at færdes i.
I modsætning til rigtige vildsvin får skovgrisene dog mulighed for at gå ind om natten. To store mobile haller på hver over 30 kvadratmeter stilles til deres rådighed. Her kan de ligge lunt i halm og sove om natten. Nielli Simmelsgaard siger dog, at det nok bliver vejret, som afgør hvor meget de vil opholde sig inde.
- Hvis det regner eller er koldt, vil de gå ind, men når det er tørt og varmt, kan de godt finde på at blive ude - også om natten, siger hun.
Sammen med sin mand Tommy driver hun gården Overtorp, som gennem en årrække har haft Frilandsgrise, men det er første gang, de lukker grisene ud i skoven.
Deres første spændende udfordring med skovgrisene opstår allerede torsdag d. 19. maj, når grisene skal slippes ud. Lastbilen kan ikke køre helt hen til skoven, og derfor bliver smågrisene sluppet løs et par hundrede meter før skoven, hvorefter 500 grise skal guides på deres vandring frem til skoven, hvor de skal bo.
Sidste år havde Friland en produktion på 100 skovgrise fordelt på to producenter. Grisene blive solgt i supermarkedskæden Irma, hvor kunderne tog meget godt imod kødet. Derfor er det i år besluttet at femdoble produktionen.