25.000 danskere så køerne lave kunst

Efterårets FRI-kampagne bød på køer med påmonterede GPS´er, der dokumenterede køernes bevægelsesmønstre. Mønstrene er efterfølgende blevet lavet til ti unikke værker, der snart er på vej ud i de danske stuer landet over.

11. oktober 2019
Mere end 12 mdr. gammel

560 kilometer. Så langt endte de tre GPS-køer, der var superstjernerne i Frilands seneste kampagne, med at gå i løbet af september.

På Friland.dk kunne nysgerrige danskere følge med i køernes “arbejdsdag”, mens køerne tegnede streger på et kort, der i sidste ende blev til ti unikke værker, som i den kommende uge sendes ud til ti heldige danskere. 

- Der har været massiv Interesse for kampagnen. Der har været 25.000 personer inde at følge køerne, og alene på Facebook er budskabet om GPS-køerne nået ud til 402.000 personer. Derudover har der kørt annoncer på politiken.dk, busser, busstoppesteder og udenfor butikker, der forhandler Friland Økologi, siger Maria Bast, der er Marketing Manager hos Friland.

Udover de betalte indsatser, var der også omtaler af kampagnen i ti lands- og lokale dagblade og radiostationer, og tilbagemeldingerne fra danskerne har været overvejende positive. 

- Vi har næsten udelukkende modtaget positive tilbagemeldinger, og folk har virkelig engageret sig og kommenteret på livet løs. Selv efter kampagnen er slut, modtager vi stadig e-mails fra folk, der gerne vil vide, hvornår de mon kan følge køerne igen. Vi har også modtaget henvendelser fra folk, der gerne vil købe kunstværkerne, men her må vi desværre skuffe dem, da de er forbeholdt vinderne, siger Maria Bast og sender en tak til de to landmænd, der løbende har skiftet GPS-sendere på deres køer, og sørget for at batterierne var opladte. 

På græs hele sommeren

De økologiske kreaturer har hele sommerhalvåret adgang til græsmarker, og når det bliver koldt, flytter de ind i stalde med masser af strøelse og god plads til bevægelse.

Fodret er 100 pct. økologisk og GMO frit. Fodret stammer fra marker, som ikke sprøjtes med sprøjtemidler, og der bruges ikke kunstgødning. Gødningen til markerne stammer oftest fra dyrene selv, som indgår i en naturlig del af det økologiske kredsløb på den gård, de lever på.