19. marts 2015

Hvis tanken om en kasse med mørt og økologisk anguskød fra Livø eller en halv vinterskovgris fra Ejstrupholm får tænderne til at løbe i vand, er det nu, man skal slå til.

Begge dele kan nemlig købes hos Irma netop nu, og afdelingschef Maria Bast fra Friland glæder sig over, at der er stor interesse for produkterne.
- Både skovgrisene og Anguskasserne fra Livø er utrolig populære hos forbrugerne, og allerede efter kort tids salg, kan vi konstatere, at der er tæt på udsolgt. Det er vi selvfølgelig utrolig glade for, og det vidner om stor interesse for vores specialprodukter, siger afdelingschef i Friland, Maria Bast.

Angus-kvæget fra Livø udmærker sig ved, at dyrene lever hele deres liv på øen og kun får økologisk foder produceret på Livø, hvilket giver en naturlig begrænsning for hvor mange dyr, der kan opdrættes.
- Det er også grunden til, at vi kun kan tilbyde dette specielle produkt en gang om året, og at vi på trods af den store popularitet ikke har mulighed for at udvide antallet af slagtedyr, siger Maria Bast.

Klar til slagtning
Også når det gælder antallet af skovgrise sætter naturen en begrænsning for, hvor mange der kan opdrættes og sælges, når grisene skal have plads nok uden at ødelægge skoven. Derfor gælder det også her, at der er begrænsninger for hvor mange, der kan sættes til salg.

Skovgrisene bliver slagtet den 23. marts og leveres til Irmas butikker torsdag den 26. marts, mens angus-kvæget slagtes i uge 16 eller 17 og er klar i butikkerne torsdag den 7. maj.

Skovgrisene sælges som halve parterede grise, mens angus-kasserne indeholder i alt 7,5 kilo kød fordelt på en række forskellige udskæringer. Blandt andet rib eye, roastbeef, grill steaks entrecote, medaljoner og hakket oksekød.

Forbrugere med mod på en stor smagsoplevelse kan stadig nå at bestille en halv skovgris eller en kasse med kød fra anguskvæg på Irmas webshop med adressen www.irma.dk