Mere end 14 millioner gange er de digitale annoncer fra Friland Økologi blevet vist for danskerne i uge 17-20. Dertil kommer alle visningerne ude i bybilledet, hvor brandet har været synligt på busbagender, busskure, foran supermarkeder og ikke mindst i de radiospots, der blandt andet har kørt hos Radio Nova.
Kampagnen har haft tre landmænd i fokus, der er tonet frem på billeder og videoer. Videoerne har kørt som reklamer på YouTube, og er blevet set mere end 700.000 gange, og har kørt i to udgave - en version på 20 sekunder og en på 50 sekunder.
- Begge formater har klaret sig godt, men ganske overraskende er det, at udgaven på 50 sekunder, er den, der er flest, der har set til ende, siger Mette Espersen, der er Senior Brand Manager hos Friland.
52% af afspilningerne af videoerne på 50 sekunder er nemlig såkaldte thruviews, hvilket vil sige, at der er blevet set minimum 95% af videoen. For videoerne på 20 sekunder ligger tallet en smule lavere.
- Jeg vil sige, at det er ret spektakulært, at de lange videoer klarer sig bedre. Det har jeg kun oplevet ganske få gange. Det viser, at budskaberne i videoerne har siddet lige i skabet, og taler ind i en agenda, der interesserer danskerne, siger Kasper Hansen, der er Senior Digital Client Manager hos Dentsu Aegis Network, der er Frilands tilknyttede mediebureau.
Gentages med gris
Blandt andet på baggrund af de gode resultater, har Friland besluttet, at efterårets store kampagne bliver en gentagelse. Men så alligevel ikke.
- Vi er netop nu ved at finde landmænd, der vil være repræsentanter i kampagnen til efteråret. Da denne kampagne lå oveni ØKO-dag og lanceringen af det Statslige Dyrevelfærdsmærke på oksekød, brugte vi udelukkende leverandører af oksekød. I den kommende kampagne skal det selvfølgelig være leverandører af økologisk grisekød, der repræsenterer Friland Økologi, siger Mette Espersen.
Der vil dog være et par andre elementer i efterårskampagnen, som Mette Espersen næsten kan garantere, vil få danskerne til at stoppe op.