Kontrakttillæg for køer og tyre over 24 mdr. ændres tilbage til variable tillæg

Kontrakttillæg for køer og tyre over 24 mdr. ændres tilbage til variable tillæg

Tidligere udmeldte kontrakttillæg for køer og tyre over 24 mdr. bliver nu ændret tilbage til variable økotillæg. Det sker, fordi opgaven med tilmelding af dyr har vist sig mere kompliceret end først antaget for de økologiske mælkeproducenter – og skal sikre at leverandørerne kan få tilmeldingen af dyr til at passe ind i produktionen.

7. februar 2022

Friland ændrer den økologiske kontraktproduktion tilbage, så det fremadrettet fortsat er det variable økotillæg, som supplerer den konventionelle notering for de økologiske leverandører.

Det skal sikre, at opgaven med at planlægge og sende dyr til slagtning er lettest muligt for vores leverandører.

- Vi er selvfølgelig superglade for de mange leverandører, som har taget sig tiden til at sende kontrakter tilbage til os. Det giver os et godt indblik i, hvordan vi fremover kan sikre en mere jævn og forudsigelig tilmelding af dyr, siger Claus Hein, direktør i Friland og understreger.

- Omvendt har vi også konstateret, at opgaven ift. at forudsige leverancer af dyr er en temmelig svær størrelse for især mælkeproducenterne. Her er antallet og udskiftningen af dyr afhængig af mange forskellige elementer, hvilket gør det svært at forudsige leverancerne. Derfor vælger vi at gå tilbage til variable økotillæg suppleret med noteringen. Vi har kun ét ønske: at sikre en stabil, høj afregning til vores landmænd uanset produktionsform eller størrelse, og ønsket med den tilbudte kontraktmodel, var netop en del af målsætningen herfor, forklarer Claus Hein

Ændringen tilbage til det variable økotillæg gælder derfor også for de leverandører, som allerede har nået at sende kontrakter ind. De vil fremover modtage det variable tillæg suppleret med noteringen. De indsendte leverancetal vil derimod indgå i Frilands forecast for det kommende år, hvilket vi er meget taknemmelige for.

Arbejdet med at indføre kontraktproduktion for de økologiske leverandører har givet lærerige erfaringer for teamet i Friland samt i Danish Crown Beef. Derfor vil de to organisationer fortsætte med at kigge ind, hvordan virksomhederne kan blive bedre og dygtigere til at vurdere, hvornår på sæsonen dyrene kommer ind.

- Både vi, som virksomheder, og leverandørerne har en klar fordel ved at kunne forudsige, hvornår dyrene kommer til slagtning. Derfor vil vi arbejde videre med at udvikle en model, så vi lettere kan forudsige en jævn tilmelding af dyr. Det kommer vi til at bruge ressourcer på, siger chef for ejerservice i Danish Crown Beef, Torben Nørremark.

Ved spørgsmål kontakt Ejerservice i Danish Crown Beef ved Ejvind Kviesgaard på +45 8919 2437 eller Tina Vangsgaard Jensen på +45 8919 2440.