Som det sker hvert år i april og maj, er antallet af økologiske køer, der sendes til slagtning, faldet markant.
Da efterspørgslen efter økologisk oksekød samtidig er steget, betyder det, at Frilands tillæg til leverandørerne er øget til et nyt rekordniveau.
Siden nytår er tillægget steget fra 2 kroner og 50 øre per kilo til 8 kroner og 75 øre per kilo, og direktør i Friland Henrik Biilmann håber, at det vil få flere producenter til at sende dyr til slagtning i de kommende måneder.
- Det er flere uger siden, vi slog den hidtidige rekord for tillægget, og der er ingen tvivl om, at den markante stigning har en betydning for landmænd, der sender deres dyr til slagtning. De 6 kroner og 25 øre, som tillægget er steget siden nytår, betyder omkring 1.750 kroner i ekstrabetaling for en gennemsnitlig ko med en slagtevægt på 280 kilo, siger Henrik Biilmann.
Han håber, at det kan få nogle landmænd til at ændre på rutinerne og sende køer til slagtning i løbet af sommerperioden.
- Normalt mangler vi køer fra april til slutningen af august eller begyndelsen af september, og derfor forventer jeg heller ikke, at tillægget falder i den kommende tid. Der er dog ingen tvivl om, at det vil ske på et tidspunkt. Derfor håber jeg, at den markante ekstrabetaling, vi kan give netop nu, betyder, at vi får flere dyr i den kommende tid, så Friland kan følge med efterspørgslen fra vores kunder, siger Henrik Biilmann.