120 køkkenchefer fra Meyers Contract Catering, var fredag d. 2. november på seminar i Kødbyen i København. Aftensmaden blev serveret udendørs i Streetfood-inspirerede omgivelser, hvor tre af Meyers leverandører var inviteret. Friland var en af disse, og da Meyers Kantiner aftager en del grise fra Skovgris-konceptet, var det nærliggende at servere en ret med Skovgris.
Friland havde taget opstilling i en til lejligheden specialindrettet og dekoreret madvogn, hvor fagkonsulenterne Julian Hammeleff Boock og Michael Heidemann stod for tilberedning og anretning.
- Vi valgte at servere en medisterpølse af Skovgris med økologisk sennep, hakkede rødbeder og rodfrugtemos. Deltagerne var delt op i tre grupper, og de bevægede sig rundt mellem de tre leverandører, siger Julian Hammeleff Boock.
Senior Business Unit Manager, Søren Overgaard og Senior Brand Manager Maibritt Bisgaard cirkulerede rundt mellem gæsterne og svarede på spørgsmål om Friland, Skovgris, dyrevelfærd og bæredygtighed.
- Der var god stemning, og det var tydeligt, at det var folk, der har en holdning til mad. Derfor var det også en fornøjelse, at servere vores produkter, der altid er af høj kvalitet og fyldt med smag, siger Maibritt Bisgaard.
Vigtigt for samarbejdet
Meyers Contract Catering aftager som sagt meget grisekød fra Friland, så derfor er det vigtigt, at Friland viser flaget, når muligheden byder sig, mener Søren Overgaard.
- At vi bliver inviteret til et arrangement som dette viser, at de sætter pris på samarbejdet. En ting er at møde indkøberen og folkene på hovedkontoret, men her havde vi muligheden for at møde de køkkenchefer, der står med vores råvarer i hånden hver dag. Det giver bare noget mere at høre, hvad de synes om produkterne, og vi får mulighed for at lytte til deres observationer om tendenserne ude i deres køkkener og ikke mindst, hvad deres gæster efterspørger, siger han.
Det var gennemgående, at køkkencheferne sætter stor pris på de specialkoncepter, som Friland leverer. Herunder Skovgris.
- De modtager grisene som halve, og det giver både muligheder og spændende udfordringer ude i køkkenerne. Det giver dem mulighed for at servere kødet præcis som de gerne vil, og de kan godt lide udfordringen med at få det bedste ud af grisen, siger han.
Frilands Skovgrise er alle født som almindelig Frilandsgris, og de har levet med deres mor - soen - i en grisehytte på en græsmark de første fem uger af deres liv.
Efter smågrise-tilværelsen med soen - og inden de kommer ud i skoven - lever de som Frilandsgris i en stald med adgang til udeareal i fem uger. Det giver grisene mulighed for at vænne sig til at leve uden deres mor, inden de møder udfordringerne med at leve i en rigtig skov.