18. juni 2020

Kastration var et af de helt store debat-emner, da økologiske producenter og konsulenter mødtes til et 3 dage langt seminar om økologisk svineproduktion i den tyske by Reinfeld. Senest er debatten om kastration blevet yderligere næret af, at den store hollandske supermarkedskæde Albert Heijn fornylig meddelte, at den med udløbet af i år stopper alt salg af svinekød fra kastrerede han-grise.

Udover mange tyskere havde seminaret i Reinfeld deltagere fra økologer i andre europæiske lande, heriblandt Holland og Danmark. Blandt deltagerne var Nicolaj Pedersen fra Frilands bestyrelse samt Jürgen Hansen, direktør for Frilands tyske eksportselskab i Kiel.

Jürgen Hansen oplevede stor interesse for sit indlæg, hvor han blandt andet beskrev det danske afregningssystem. Markeds- og kvalitets-tillæggene gør de danske priser mere svingende end priserne i Tyskland og flere andre lande, hvor priserne ofte er fastlagt flere måneder eller år ude i fremtiden. Af samme grund er danske svineproducenter mere markedsorienterede end mange europæiske svineproducenter, hvoraf mange har vænnet sig til mere faste priser.

I forhold til fremtiden viste mødet, at branchen er forsigtig optimistisk omkring forventningerne til salget i det kommende år. Blandt deltagerne var der dog lidt uenighed om betydningen af nye EU-krav til svinenes ude-forhold. Europas svineproducenter har hidtil haft dispensation fra at skulle tilbyde økologiske svin adgang til det fri. Denne undtagelse ophører imidlertid i løbet af i år, og der er usikkerhed om, hvorvidt nogle producenter vil stoppe produktionen eller ændringerne snarere betyder nyinvestinger og dermed mere øget produktion af økologisk svinekød.

Ifølge Jürgen Hansen står Friland dog under alle omstændigheder godt i konkurrencen, idet alle danske øko-svin i forvejen opfylder EU-kravene og derfor ikke påvirkes af, at dispensationen udløber.