Japansk delegation blev klogere på Friland

En delegation fra det japanske Ministry of Agriculture, Forestry and Fisheries var forbi Frilands hovedkontor i Randers for at blive klogere på virksomhedens arbejde med økologi og bæredygtighed.

18. september 2025

Japan har i årtier været et højprismarked for dansk grisekød, men økologien har aldrig spillet en større rolle i Solens Rige. Derfor har Friland heller ikke historisk været til stede i Japan, men en ny aftale mellem EU og Japan fra maj 2025 gør det muligt, at eksportere økologisk, europæisk kød til Japan.

Derfor var en delegation fra det japanske Ministry of Agriculture, Forestry and Fisheries på besøg i Friland og Danish Crown for at blive klogere på økologi og bæredygtighed, som indtil nu ikke har spillet en stor rolle i den japanske forbrugers indkøbsmønster.

”Japan er i øjeblikket i en modningsproces, når det gælder bæredygtighed og økologi, men vi oplevede en stor interesse, mange spørgsmål og positiv feedback på alle de indsatser, der bliver gjort både i landbruget og hos Danish Crown og Friland, så besøget vidner om, at der er et stigende engagement på områderne,” fortæller Anne Strandridder, der er senior manager i Commercial Sustainability i Danish Crown.

Den modningsproces gælder også markedet, som ikke for nuværende spiller en rolle i Friland, men som potentielt kan komme til at fylde noget på sigt. Det fortæller Lars Jensen, der er director for export sales i Friland.

”Forventningen er, at Japan bliver et marked for økologisk kød på sigt, men ingen ved hvornår. Derfor holder vi os også tæt på markedet bl.a. i kraft af vores samarbejde med det øvrige Danish Crown, ligesom vi gør med alle andre muligheder for vækst i Asien. Vi har haft tentative forespørgsler, og vi har muligheden for at eksportere til Japan, men markedet skal modnes lidt endnu.”