Frilandmænd deler historier om økologi på Instagram

Frem mod jul kan de danske forbrugere komme helt tæt på nogle af Frilands leverandører, der som en del af Sofari deler deres hverdag på Instagram for at give indblik i de økologiske grises liv på gården.

13. oktober 2022
Mere end 12 mdr. gammel

Økologi – omtanke for dyr, jord og planter. Det er budskabet, når i alt 11 økologiske griselandmænd frem mod jul -heraf syv af Frilands leverandører – deler hverdagsbilleder og indsigt i den økologiske produktion.

Det sker på Instagram, hvor de danske forbrugere kan få et særligt indblik i det liv, grisene lever på landet. En uge ad gangen dokumenterer og viser de 11 økologer hverdagen frem på Sofari´s instagram helt ind til jul.

- Vi håber, at vi kan være med til at sætte fokus på, hvad man får for pengene, når vi taler dyrevelfærd og kvalitet, hvis man køber økologisk grisekød. På den måde håber vi, at flere forbrugere trods inflation og stramme husholdningsbudgetter vælger økologien til, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Hanne Børsch om initiativet.

Sofari er et årligt arrangement, hvor økologiske landmænd med grise inviterer danskerne ind på gårdene for at vise det økologiske griseliv frem. Sofari arrangeres i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Friland A/S, Organic Pork, Tican, Økologisk Landsforening og foreningen FØKS (Foreningen til Fremme af Økologisk Kvalitetssvinekød)

Friland sætter stor pris på, at syv af selskabets leverandører vil vise hverdagen frem på de sociale medier.

- Det er helt afgørende, at vores leverandører vil vise hvilke særlige kvaliteter, der er i den økologiske gris. Et initiativ som dette er et fremragende udstillingsvindue for økologiske griseproduktion i Danmark, og vi er stolte over, at vores leverandører i Friland vil bakke op om projektet, siger marketing manager i Friland, Maria Bast.

Ud over Instagram kører Sofari også en kampagne på Facebook, som fortæller om det gode økologiske griseliv sammen med opskrifter og konkurrencer.