Cirka 4.000 mennesker valgte at bruge en af de to sidste dage i efterårsferien på Gram Slot, der dannede rammen om Økologisk Livsstilsfestival 2015.
En lang række af økologiske producenter og leverandører var således samlet på slottet, så interesserede forbrugere hurtigt kunne få et godt overblik og masser af information om de økologiske muligheder i Danmark.
- Der var både helt små virksomheder og store virksomheder som Friland repræsenteret, og sortimentet af produkter spændte også meget vidt. Så man kan roligt sige, at der var noget for enhver smag, sagde Concept Manager Maibritt Bisgaard fra Friland.
Hun var med på messen for at hente inspiration, og fordi Friland som den største danske leverandør af økologisk kød selvfølgelig også var en del af arrangementet.
- Vi viste vores sortiment og tilbød smagsprøver på henholdsvis dansk økologisk oksespidsbryst med peberrodscréme og dansk økologisk nakkefilet lavet som terrin. Vi fik samtidig en dialog om vores gode økologiske råvarer med de mange gæster, der besøgte Frilands stand, fortalte Maibritt Bisgaard.