Medlemmer af udvalget for fødevarer og landbrug fra det tyske Bundestag samt diplomater fra andre ambassader var alle inviteret til den danske ambassade i Berlin, hvor arrangementet Parlamentarisk Morgenmad løb af stablen i slutningen af december i forbindelse med det danske EU-formandsskab. Her var Friland også repræsenteret, og emnet var grøn omstilling af landbruget med den danske trepart som hovedfokus.
”Udveksling og samarbejde er enormt vigtige for at fremme bæredygtigheden, og det tyske landbrug skal også sikre sig til fremtiden. Derfor kan vi lære meget af Danmark og den måde, man har involveret de danske landmænd i den grønne trepart, og her blev der givet inspirerende input og skabt møder mellem de mennesker, der er engageret i landbrugets fremtid i Tyskland,” siger Lena Lehmann, der var en af Friland GMBHs repræsentanter til arrangementet.
Hun lægger vægt på det netværk, som arrangementet skaber for Friland GMBH.
”For Frilands vedkommende fik vi styrket vores tilstedeværelse og synlighed ved den tyske regering og ambassaderne og kom tæt på det tyske fødevareministeriums tilgang til fremtidens landbrug, så vi også kender de udfordringer og muligheder, der arbejdes med,” siger Lena Lehmann.
Friland var samtidig med ved morgenbordet, hvor Frilands og Danish Crowns produkter var en del af menuen.
