22. oktober 2015
Mere end 12 mdr. gammel

Det var en glad og stolt Jesper Adler, der i uge 42 modtog Odsherred Kommunes Fødevarepris 2015 og en check på 10.000 kroner, som blev overrakt af borgmester Thomas Adelskov.


Jesper Adler producerer årligt cirka 3.000 slagtesvin, som leveres til Friland, og han kunne glæde sig over, at blive beskrevet som et fyrtårn for fødevareproduktion i Odsherred.

Ikke mindst på grund af sin åbenhed og sin lyst til at vise sin produktion frem for kommunens borgere.
- Jeg holder åbent hus flere gange om året, så folk har mulighed for at komme ind og se mine grise og min produktion. Jeg tager også gerne elever ind, og tit er arbejde, som det jeg kan tilbyde, det helt rigtige for unge, der måske er blevet trætte af skolen, siger Jesper Adler.

Han har derfor også udelukkende danske ansatte på sin gård, og han understreger, at fuld åbenhed om arbejdsforholdene er afgørende for hans forretning.

Åbenhed bliver der også tale om for gæsterne ved Roskilde Festival 2016, der kan glæde sig til at sætte tænderne i kød fra grise fra Gelstrupgård.

Gennem Friland leverer Jesper Adler nemlig 150 økologiske grise til festivalens bespisning af de sultne gæster.
- Jeg tror på, at sporbarhed er helt afgørende for dansk landbrugs fremtid og gerne sporbarhed helt tilbage til landmanden. Det er for eksempel tilfældet med de grise, der bruges på Roskilde Festival, og det er sjovt for mig men helt sikkert også sjovt for festivalgæsterne, at de kan få at vide, præcist hvor kødet kommer fra, siger Jesper Adler.