Økologiske landmænd mærker lige som de konventionelle kollegaer, at foderpriserne er steget over de sidste mange måneder. Derfor er det aktuelt at se på, hvordan foderforbruget kan mindskes.
- Der er flere forskellige knapper at trykke på, for at finde ud af, om man kan spare på foderet, og der er helt sikkert noget at komme efter på mange bedrifter. Det kan fx være øget tildeling af grovfoder til de drægtige søer, grovfoderkvalitet, foderspild ved fodertrug, udformning af trug, bekæmpelse af skadedyr samt smuld i pelleteret foder siger projektleder i Center for Frilandsdyr, Marie Lund Buus.
I projekt ’Vinterfodring af økologiske søer’, har forskere fra Aarhus Universitet fundet ud af, at drægtige søer, først og midt i drægtigheden, kan nøjes med mindre protein i foderet end normerne foreskriver.
- I forsøget lå råprotein indholdet 17 procent lavere end normen. Ved at medregne det protein søerne får via grovfoder, kan man spare penge og samtidig reducere kvælstofudledningen. Det giver stof til eftertanke for både økologer og konventionelle besætninger, siger Maria Eskildsen fra Aarhus Universitet, Foulum.
Projektet er en del af Organic RDD 6 programmet, som koordineres af ICROFS (Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer) der har fået støtte fra Grønt Udviklings- og Demonstrations Program, GUDP under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Svineafgiftsfonden.
At der er muligheder for at spare på foderomkostningerne, er også oplevelsen hos konsulent i Danish Crown, Ole Lund, som kommer hos mange af de økologiske leverandører til Friland.
- Til de drægtige søer er det en god ide og en mulighed at skrue op for andelen af grovfoder og samtidig se, om du kan øge kvaliteten af foderet, siger Ole Lund og tilføjer.
- For andre landmænd gælder det også, at der er forskellige greb til at mindske spild af foder. Det kan være at gå sine automater efter eller sørge for, at de er ordentlig lukket til, så foderet ender i grisen og ikke i fugle eller andre dyr, forklarer han.
Helt konkret har Center for Frilandsdyr i samarbejde med SEGES Økologi Innovation udgivet et hæfte om grovfoder til grise. Projektet var støttet af Svineafgiftsfonden.
Læs mere her
Også projektet fodring af økologiske grise – bedre økonomi og miljø – indeholder en række eksempler på, hvordan spild kan undgås. Projektet var støttet af Grønt Udviklings- og Demonstrations Program, GUDP under Fødevareministeriet og Svineafgiftsfonden.
Læs mere her