Änglamark-kampagne løftede pålægssalget

Fra oktober til januar har Friland Økologis pålægsserie reklameret på siden af de mange liter Änglamark-mælk, der hver dag sælges i COOP, og det har været med til at løfte salget.

12. februar 2026

Når COOPs kunder har haft Änglamark-mælken på spisebordet har det været med billeder af Friland Økologis pålægsserie på kartonen, og med de store mængder mælk, der sælges, har det været et perfekt udstillingsvindue for pålægsserien. Det har nemlig været med til at løfte salget i perioden og sikret, at de danske forbrugere har haft Friland Økologi på radaren.

”Efter lancering af en ny produktserie er der altid en vigtig periode, hvor vi skal sørge for, at forbrugerne får det rette kendskab til os og ved, hvad produkterne står for. Der har mælkekartonerne med økologisk mælk været et perfekt udstillingsvindue, fordi overlappet mellem økologien har givet os en mulighed for at vise vores nye serie til de helt rigtige forbrugere,” siger Maria Bast, der er marketingansvarlig i Friland.

Derfor kan hun også med glæde konstatere, at det generelle salg i COOP har løftet sig, når det kommer til Friland Økologis pålæg.

”Salget vil altid bølge op og ned i takt med kampagner, men helt generelt kan vi konstatere, at det løbende salg i hverdagen er løftet, og det tyder på, at de økologiske forbrugere har taget pålægsserien til sig, og at vi er det rigtige sted på radaren,” siger Maria Bast.

Friland Økologis pålægsserie består af en hamburgerryg, rullepølse, spegepølse og en oksespegepølse og sælges i næsten alle de danske detailkæder.