Friland er kommet godt i gang med 2026, selvom det har været en mere udfordrende start, end vi havde håbet på. Særligt har vi på økologisk gris oplevet vanskeligere markedsvilkår, hvor det tyske marked fortsat presser både afregning og udnyttelsesgrad. Vi begynder at se enkelte positive tegn, og vi er fortsat forsigtigt optimistiske i forventningerne til de kommende måneder.
På økologisk gris ser vi dog heldigvis også nogle lyspunkter. Salget i Danmark er steget med 27 procent, og USA viser en flot udvikling, selvom vi fortsat møder toldbarrierer på det amerikanske marked. Men selv med disse fremskridt er der behov for, at vi holder begge ben solidt plantet på jorden. Lageret skal reduceres, og udnyttelsen skal op, før vi for alvor kan tale om en mere stabil fremgang i forretningen. Vi ser de første spæde og positive tegn på dette i begyndelsen af marts måned.
Frilandsgrisen fortsætter med at være et stærkt og stabilt element i forretningen. Vi ser godt salg, en højere udnyttelsesgrad og et solidt udgangspunkt frem mod grillsæsonen, som vi forventer os en del af.
På økologisk kvæg har justeringen af tillægget og tilgangen af nye leverandører hjulpet os tilbage i bedre balance. Som tidligere kommunikeret er blandt andet Thises økologiske landmænd med virkning fra årets begyndelse blevet leverandører til Friland, hvilket bidrager positivt til den samlede forretning og indtjeningen i Friland.
Medvind til økologien
De seneste analyser indikerer, at efterspørgslen på økologi igen er stigende, både i Danmark og på vores vigtigste eksportmarkeder. I Danmark sker størstedelen af økologisalget via detailhandlen, og markedet viser fortsat styrke og atter fremgang trods de senere års økonomiske usikkerhed. I Tyskland fortsætter den positive udvikling med en vækst på 5,7 procent, hvor især lavpris- og supermarkedskæderne løfter salget og gør økologien mere tilgængelig for den brede befolkning.
Også i USA er der medvind: Det økologiske marked nåede 76,6 mia. dollars i 2025 og vokser mere end dobbelt så hurtigt som det samlede fødevaremarked. Jeg er netop hjemvendt fra et økologifremstød i Californien sammen med Landbrug & Fødevarer og en række andre danske økologiske producenter, hvilket i høj grad bekræftede vores indsatser på det amerikanske marked.
Økologi og valgkamp
I den aktuelle danske valgkamp er økologien også højt på dagsordenen – særligt temaer som dyrevelfærd, rent drikkevand og fødevaresikkerhed. Denne brede politiske fokus kan give yderligere markedsmæssig rygvind i de kommende år, hvilket vi alle skal glæde os over.
For Friland er det et stærkt signal om, at vores økologiske profil matcher både markedets og samfundets forventninger – og at mulighederne for fortsat vækst er til stede både hjemme og ude.
Videobriefings
Som et nyt tiltag udsendte vi for nylig vores første videobriefing rettet direkte mod alle leverandører til Friland, hvor jeg deler seneste nyt fra Friland, markedssituationen og vores vigtigste prioriteringer. Det er et format, vi vil bruge mere jævnligt fremover, så alle kan følge med på en mere levende og tilgængelig måde.
Foråret venter, og Friland er klar. Vi kender opgaven, vi tager den alvorligt, og vi arbejder hver dag for at håndtere situationen bedst muligt sammen med jer.
Svend Schou Borch
CEO Friland A/S
Opdateret d. 12. marts




