I Danish Crown har første halvdel af regnskabsåret 2024/25 været præget af den genopretningsplan, der blev iværksat i efteråret 2024. På tværs af koncernen og særligt i kerneforretningen er organisationen og omkostningerne blevet tilpasset, og det kan ses i regnskabet.
Som resultat af en række fokuserede initiativer og restruktureringen af kerneforretningen falder distributions- og administrationsomkostninger med 94 mio. kroner, selvom der i perioden har været ekstraordinære engangsomkostninger på cirka 100 mio. kroner i forbindelse med organisationstilpasningen.
Indtjeningen (EBIT) er i perioden gået frem fra 1.281 mio. kroner i 2023/24 til 1.310 mio. kroner. Det er en fremgang på 2,3 procent trods de ekstraordinære omkostninger til omstruktureringer.
Group CEO Niels Duedahl siger om halvårsregnskabet:
”Styrket indtjening, et positivt frit cash flow samt en reduceret gæld bekræfter os i, at vi har taget skridt i den rigtige retning. Det er helt centralt, at vi har fået skabt overblik og taget kontrol over virksomheden, men vi har stadig fokus på genopretning af indtjeningen, og vi er langt fra i mål, når det gælder vores konkurrencekraft på noteringen.”
”Vi har taget vigtige skridt frem i de dele af forretningen, der gav underskud sidste år. Vores slagteri i Essen har i det seneste kvartal bidraget med positiv indtjening. Vi har lukket vores fabrik i kinesiske Pinghu og indgået en betinget aftale om salg af fabrikken.
Fremgang på bundlinjen
Sammenlignet med første halvdel af regnskabsåret 2023/24 går omsætningen tilbage fra 33.519 mio. kroner til 32.436 mio. kroner – et fald på 3,2 procent. Det skyldes dels lavere priser på grisekød globalt, dels et fald i tilførslerne af grise til Danish Crowns danske slagterier.
Gennem en fokuseret indsats er det dog lykkedes at øge marginerne, og samtidig har de normaliserede driftsomkostninger været faldende. Derfor løftes nettoresultatet med 47 mio. kroner fra 764 til 811 mio. kroner, hvilket er en fremgang på 6,2 procent.
”Finansielt står vi bedre end sidste år, hvilket er vigtigt for arbejdet med at genskabe vores konkurrencekraft på noteringen. Den finansielle gearing er ved udgangen af halvåret 3,0 mod 3,6 for et år siden. Forbedringen kommer gennem både en øget indtjening, en reduceret arbejdskapital og et balanceret investeringsniveau. Derfor har vi nedbragt vores nettogæld med 12 procent (1,7 mia. kroner)”, siger Group CFO Anders Aakær Jensen og fortsætter:
”Mod slutningen af halvåret har vi set stigende salgspriser på grisekød globalt. Kombineret med den relative indtjeningsforbedring og en beslutning om at sigte efter en restbetaling på 70 øre for alle kategorier, betaler vi nu en mere konkurrencedygtig notering til vores ejere. For leverandørerne af grise betyder den nuværende notering, at vi har nået et niveau, hvor det igen er en rentabel forretning at levere grise til Danish Crown.”
Højere afregning for kreaturer
I Europa har der siden nytår været stærk efterspørgsel på oksekød. Det skinner igennem på afregningen til de danske landmænd, der leverer kreaturer til Danish Crown. De har i gennemsnit fået 13 procent mere for deres dyr end sidste år. Danish Crown Beef har et kontinuerligt fokus på at løfte forædlingsgraden på det danske oksekød og på at komme tættere på forbrugerne. Det er lykkedes, men til gengæld har de tyske kreaturslagterier og Scan-Hide, der forarbejder kreaturhuder til rå-læder, ikke leveret en tilfredsstillende indtjening.
Koncernens porteføljeselskaber leverer samlet set på et solidt niveau. Der er fremgang i det polske selskab Sokołów, svenske KLS og ESS-FOOD præsterer stabilt. DAT-Schaubs indtjening er til gengæld ramt af et svagt verdensmarked for heparin.
”Samlet set skal datterselskaberne fortsat løfte indtjeningen, og det arbejder vi målrettet på sammen med ledelsen i de fire selskaber. Vi ser muligheder for at forbedre indtjeningen i vores kerneforretning. Vi valgte ved halvårets afslutning at dele vores kerneforretning op i de tre enheder, så vi kan arbejde systematisk og målrettet med at forløse vores fulde potentiale,” siger Niels Duedahl.
De tre enheder er Danish Crown Industry, der driver slagterierne og sælger grisekød til industrikunder, Danish Crown Foods, der har ansvaret for produktion og salg til detail og foodservice-kunder, samt Danish Crown UK, som producerer og sælger til kunder i Storbritannien. Danish Crown koncernen beskæftiger i alt 24.500 medarbejdere.
