Jens Lykou har været en af de drivende parter i Premium Kvier, som han også selv har opdrættet på gården tæt ved Løgumkloster. Nu har han generationsskiftet til sønnerne og træder derfor tilbage som ejervalgt.
Både Jens Lykou fra kreds 6 og Steen Nørgaard fra kreds 2 har meddelt, at de ikke stiller op til det kommende valg til Kreaturforum i begyndelsen af december. Dermed skal der findes to nye medlemmer af både Kreaturforum og bestyrelsen for Danish Crown Beef.
Jens Lykou har solgt gården til sønnerne i et generationsskifte, mens Steen Nørgaard lægger vægt på, at den næste generation af ejervalgte skal på plads.
- Det er tide, synes jeg, til at få næste generation på banen. Tiden i kreaturforum har været både spændende og lærerig. Når jeg tænker tilbage, var beslutningen om at bygge Holsted og samtidig lukke Holstebro og Tønder en af milepælene. Det samme var købet og integrationen af Teterow, siger Steen Nørgaard og fortsætter:
- Jeg vil også tænke tilbage på den store transformation, virksomheden har været igennem at gå fra slagteri til at være fødevarevirksomhed. Det er ikke mange år siden, at det bare handlede om at få dyrene slagtet. Men jeg er ikke i tvivl om, at det har været den rigtige udvikling. Hvis vi vil gøre os forhåbning om at få en afregning, som er konkurrencedygtig pris i et højomkostningsmarked som det danske, skal vi have mere forædling.
Den udvikling kan Jens Lykou nikke genkendende til. Han var en af de første til at gå med i konceptet Premium Kvier, og han lægger vægt på de skridt, Danish Crown Beef har taget for at komme tættere på forbrugerne.
- I den periode, jeg har været med, har produktudviklingen fyldt meget og blevet løftet. Der, synes jeg, vi har været gode, og det har været en spændende proces at være en del af og følge med i, hvordan vi udvikler vores produkter til forbrugerne gennem f.eks. Burger Boost, siger han.
- Jeg har været glad for at komme i gang med Premium Kvier. Det har været et stort og vigtigt arbejde. Vi løste en udfordring for mælkeproducenten og lavede et godt produkt gennem krydsninger, som var skabt til det danske marked.
Tæt på indflydelsen
Jens Lykou og Steen Nørgaard har begge været en del af Ejerpanelet i Beef, som er valgt af Kreaturforum. Her kommer de valgte andelsejere helt tæt på virksomheden, og det er noget, der giver værdi, fortæller begge. Derfor håber de også, at andelsejerne vil fylde pladserne efter dem med nye, stærke kandidater.
- Jeg kan kun opfordre andre andelsejere til at stille op. Du får både indblik og indflydelse, men det sidste er noget, du skal søge. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var andelsvirksomheder, jeg skulle være en del af. Som ung var med min far i Holstebro Exportstald, og jeg var bare helt sikker på, at det var ikke dem, der skulle handle mine dyr. De grundlæggende værdier i andelstanken har jeg altid været tilhænger af, siger Steen Nørgaard.
- Ejerpanelet, der består af de ni repræsentantskabsvalgte medlemmer, er også et forum, som jeg vil fremhæve. Det er en god ting, hvor vi får vendt spørgsmål, der er ejervendte, og hvor vi får arbejdet mange ting i bund og kommer godt omkring det. Det er virkelig et godt forum, og det giver bestyrelsen et godt materiale og gode input at arbejde videre med.
Det er Jens Lykou enig i.
- Jeg har været engageret, fordi jeg gerne ville være med til at præge det, jeg kunne og udøve indflydelse som ejer. Samtidig er man lidt foran på orienteringerne, så jeg synes, det har været rigtig spændende, og jeg synes, at man skal stille op og være med.
To af de store, der takker af
Karsten Willumsen, der er formand for Kreaturforum, er glad for de år, han har kunnet samarbejde med både Jens Lykou og Steen Nørgaard. De to andelsejere har haft hver sit at bidrage med i Kreaturforum, og samtidig har de begge tænkt på tværs af sektoren.
- Steens fokus har været på, at vi har haft styr på omkostningerne og har produceret effektivt. Han er resultatorienteret og har altid bidt alle i hælene på en kærlig måde, siger Karsten Willumsen.
- For Jens’ vedkommende har jeg haft glæde af kunne vende ting med Jens og få gode input i et meget fortroligt rum. Vi har et stærkt og loyalt samarbejde i Kreaturforum, men Jens er et særligt loyalt menneske, og det har kendetegnet vores samarbejde.
Begge andelsejere har haft virke i både Danish Crown og Arla, og det har gjort, at de har været løsningsorienterede på tværs af sektoren.
- Både Jens og Steen har været gode til at tænke i synergier mellem de forskellige selskaber, og de har altid interesseret sig meget for dagsordenerne i vores sektor. De har de altid brugt konstruktivt for Danish Crown Beef, så vi har kunnet effektivisere, tænke tingene bedre sammen og vedligeholde vores gode kontakt til andelsejerne, så det er to vigtige karakterer i Kreaturforum, vi tager afsked med, siger Karsten Willumsen.