Mindre portioner kød hitter

DC Beef har ramt plet med et storsælgende koncept - grillpakker med mindre kød.

8. juli 2014


Randers, 8. juli 2014

Stor er ikke altid bedre, når det kommer til kød. Det kan Danish Crowns oksekødsdivision DC Beef berette om. De sælger nemlig i tonsvis af deres nye koncept – grillpakker som typisk sælges til 25 kr. i detailhandlen.

Pakkerne indeholder for eksempel oksekødsmedaljoner med bacon, hakkebøffer eller små grovhakkede pølser. 

Tanken bag de små kødpakker er friheden til at vælge – både for familien, der selv vil sammensætte aftenens grillmenu, og den enlige, der ikke kan spise sig igennem den traditionelle store grillbakke med forskellige udskæringer af bøffer og pølser:

-Vi havde godt en fornemmelse af, at der måske kunne være salg i mindre portioner kød. Men jeg må sige, at omfanget alligevel
har overrasket os. Forbrugerne er simpelthen vilde med vores små grillpakker,  som sælges af detailhandlen til 25 kroner bakken, siger salgsdirektør i DC Beef Finn Klostermann.

Kvaliteten er i top
Men successen kommer ikke helt bag på alle i DC Beef. Slagter og fabrikschef i Sdr. Felding, Kim Smed, er ikke overrasket:

-Det er ganske enkelt nogle gode produkter med marineret oksekød, som er saftig og mørt, og så er f.eks. medaljonerne rullet
ind i tørsaltet bacon, som har en fantastisk smag – især når det kommer på grillen, siger Kim Smed som ikke helt vil ud med, hvor meget de små pakker sælger, men:

-Jeg kan vel gå så langt som til at sige, at vi kører med fuld bemanding, som knokler helt vildt for at følge med efterspørgslen, og vi sender 6-7 lastbiler ud i landet med vores produkter her fra Sdr. Felding hver dag, siger Kim Smed.      
DC Beefs fabrik i Sdr. Felding kaldes internt ”Danmarks største slagterbutik”, fordi det er her, man producerer mange af de traditionelle slagterivarer, som man tidligere købte hos sin lokale slagter, men som i dag laves i Sdr. Felding og sendes ud i de danske detailbutikker.

I disse dage er det syv år siden produktionen af traditionelle slagterivarer startede op, og i dag har fabrikken i omegnen af
1.700 varenumre.