Øget fleksibilitet med tilmeldingsapp

Øget fleksibilitet med tilmeldingsapp

Danish Crowns app ”Ejer” til tilmelding af slagtegrise og indberetning af indsatte smågrise letter arbejdsgangene på Edelslund og Egemarke Gods.

8. september 2016
Mere end 12 mdr. gammel

 
Torsdag den 8. september 2016

Arbejdsdagen er blevet nogle procenter mere effektiv på Edelslund ved Skødstrup på det seneste. Det skyldes, at fodermester Jens Peter Schøler og hans kolleger i stalden har fået installeret Danish Crowns app ”Ejer” til tilmelding af slagtegrise og indberetning af indsatte smågrise.

- App’en gør arbejdet mere fleksibelt og lidt hurtigere. Jeg får typisk oplysningerne om tilmelding af slagtesvin pr. sms af ham, som vejer dyrene. Før skulle jeg rende ind på staldkontoret og gå ind på Danish Crowns hjemmeside for at tilmelde grisene. Nu kan jeg klare opgaven på et par minutter, uanset hvor jeg er. Også selv om jeg ikke er på en af Edelslunds tre ejendomme, men er til et møde eller noget i den stil, fortæller Jens Peter Schøler.

På Egemarke Gods på Vestsjælland har Claus Lohmann Poulsen også megen gavn af app’en ”Ejer”.

- Jeg fik downloaded app’en til telefon for nogen tid siden, men skulle lige vænne mig til at bruge den. Det er jeg kommet i gang med nu, og det er jeg glad for. App’en er let tilgængelig, og når man først har indtastet log ind-oplysningerne i telefonen, handler det bare om at åbne app’en og indtaste det antal grise, der skal tilmeldes, siger Claus Lohmann Poulsen.

Tilmeldinger kan slettes
Tilmeldings-app’en har samme funktioner, som man finder på Ejersiden. Således kan man rette eller slette en tilmelding og se uafhentede tilmeldinger – både for leverandørnummerniveau (Tilm. lev) og for samtlige leverandørnumre (Tilm. Hnr). Det sker via følgende knapper pr. kategori ’Svin’, ’Søer’, ’Store orner’, ’Retursvin’ og ’Store polte’.

Er knapperne grønne, kan man rette en eller flere tilmeldinger. Er knappen derimod rød, kan man kun se uafhentede tilmeldinger.
Indberetning af indsatte smågrise foretages i samme skærmbillede som tilmelding af svin og søer. I dropdown-menuen klikkes der på ”Smågrise indberetning”. Derpå isættes dato for indsættelse af smågrise, antal og gennemsnitsvægt. Endvidere kan man også skrive en forventet leveringsuge.

Medarbejdere kan også installere og bruge app’en på deres smartphones via deres medarbejderlogin. Personligt login til en ansat oprettes via Ejersiden under fanen ”Administration”.

App’en skal man hente i App Store eller Google Play (Play Butik), hvor man skal søge efter ”Danish Crown Ejer”. App’en er tilgængelig for telefoner med minimum version 4 af Android og minimum version 8 af Ios.

Tilmeldings-app’en vil på sigt komme til at erstatte Servicetelefonen og sms.