Randers den 23. oktober 2013
Konkurrencemyndighederne har netop godkendt det salg af Danish Crowns ejerandele i Hatting-KS, som blev offentliggjort tidligere på året. I forbindelse med godkendelse af handlen har parterne aftalt, at samtlige ejerandele i Hatting-KS overdrages, og dermed er Danish Crown ikke længere medejer i Hatting-KS. Køberne er som tidligere annonceret Danish Agro og Vestjyllands Andel. De overtager det fulde ejerskab af Hatting-KS gennem deres fælles datterselskab Vilomix Holding A/S.
- Hatting-KS ligger uden for Danish Crowns kerneforretning, og derfor har vi i forbindelse med godkendelsesprocessen besluttet at sælge hele vores aktiepost i virksomheden. Det har vi vurderet var den bedste løsning for Hatting-KS. Med aftalen er vi sikre på, at de danske landmænd fortsat er sikret de bedste vilkår, den mest optimale service og den bedste faglige sparring, siger CEO for Danish Crown, Kjeld Johannesen.
Danish Crown har gennem flere år fokuseret på at udvikle kerneforretningen til gavn for ejerne. Frasalget af Hatting-KS skal derfor ses som en helt naturlig del af den strategi.
- Det er med et vist vemod, at vi sælger Hatting-KS, men tiden er ikke til at holde fast i et ejerskab på grund af nostalgi. Hvis Danish Crown skal klare sig internationalt og ikke mindst levere en konkurrencedygtig afregning til ejerne, så er det eneste rigtige at samle alle kræfter omkring kerneforretningen, forklarer Danish Crowns formand, Erik Bredholt.
Erik Bredholt frygter ikke, at salget af Hatting-KS vil skade de danske svineproducenter gennem højere priser.
- Hatting-KS har gennem en årrække været drevet på markedsvilkår og uden skelen til, at en del af virksomhedens kunder i den sidste ende også var ejere af virksomheden. Derfor er jeg også sikker på, at Hatting-KS fremadrettet vil servicere de danske svineproducenter med de rigtige løsninger til konkurrencedygtige priser, siger Erik Bredholt.
I forbindelse med overdragelsen af Hatting-KS til Danish Agro udskilles Hatting Vet, som samtidig er solgt til handelsselskabet 3S A/S. Dermed videreføres sædforretningen og farm-supply som en del af Danish Agro koncernen, hvorimod veterinæraktiviteterne selvstændigt videreføres som en del af 3S A/S. Transaktionerne gennemføres alle den 23. oktober.