Norsk profil skal løfte Danish Crown Foods

Norsk profil skal løfte Danish Crown Foods

Danish Crown har ansat Karolina G. Henriksen til den nyoprettede stilling som Executive Vice President for Danish Crown Foods. Hun kommer med tung og bred ledelseserfaring fra stillinger, hvor hun gennem stort set hele sin karriere har arbejdet med retail-segmentet i forskellige markeder i Europa.

15. august 2025

Når Karolina G. Henriksen begynder i jobbet som Executive Vice President for Danish Crown Foods, så er det en person med udstrakt erfaring i at udvikle en organisation og skabe stærke kunderelationer, der træder ind ad døren. 

”Det har været centralt for os at finde en stærk leder til Danish Crown Foods, som kan løfte vores forretning til et nyt niveau. Karolina har leveret stærke resultater i sine tidligere jobs, hun har bred ledelseserfaring og har tidligere arbejdet med forandringsprocesser, og så er hun en karismatisk leder, der går til opgaverne fra en positiv og optimistisk vinkel, så jeg er sikker på, at hun kommer til at styrke vores forretning,” siger Niels Ulrich Duedahl, Group CEO i Danish Crown. 

Karolina G. Henriksen har haft en lang og imponerende karriere i Orkla, senest i en stilling som CEO for Orkla Health Group, og tidligere som CEO for Lilleborg. Hun vendte tilbage til Orkla efter som Executive Vice President at have stået i spidsen for Gilde-brandet i den landmandsejede fødevarekoncern, Nortura.  

Nu skal hun igen arbejde med fødevarer, og i Danish Crown Foods får hun ansvaret for alt fra produktion til markedsføring og salg af brands som Tulip, GØL, Mou og Steff-Houlberg. 

”Jeg ser virkelig frem til at begynde i jobbet. Danish Crown er en spændende, internationalt orienteret virksomhed, og jeg glæder mig til at bidrage til koncernens transformation. Det er jeg sikker på, at vi kan lykkes med, hvis vi arbejder både systematisk og målrettet ud fra en klar målsætning om at skabe merværdi for både vores kunder, forbrugerne og vores ejere gennem fokus på kvalitet og bæredygtighed,” siger Karolina G. Henriksen. 

Danish Crown Foods står for salg og produktion af både friske og forædlede varer til kunder inden for retail og foodservice. Forretningsenheden har ca. 3.000 ansatte og omsætter for ca. 13 mia. kroner. Med udgangspunkt i en effektiv produktion er kerneopgaven for Foods at sælge ferske og forædlede produkter og udvikle Danish Crowns brands for derigennem at skabe indtjening til koncernen. 

”Vi skal have forbedret lønsomheden i Danish Crown Foods. Vi tjener simpelthen for lidt, når vi holder det op mod det beløb, vi over tid har investeret i et stort og omfattende produktionsapparat. Omvendt så betyder det også, at der er et uudnyttet potentiale, og det har jeg en stærk tro på, at vi kan forløse i de kommende år med Karolina i spidsen for Danish Crown Foods,” siger Niels Duedahl. 

”Jeg glæder mig til igen at arbejde i en landmandsejet virksomhed. Det er et meget direkte ejerskab, og jeg ser det som en kæmpe styrke, at vores ejere også er dem, der leverer vores væsentligste råvarer. Samtidig bliver det spændende igen at arbejde i en dansk virksomhed. Da jeg var helt ung, arbejdede jeg for LEGO, og jeg kan godt lide den danske mentalitet, hvor man i virksomhederne er meget transparente og lige ud af posen. Det ser jeg frem til at være en del af igen,” siger Karolina G. Henriksen. 

Karolina G. Henriksen tiltræder den 1. januar 2026. 

CV - Karolina G. Henriksen 

2024-: Managing Director, Orkla Health  

2021-2024: CEO, Orkla Health Group 

2020-2021: Executive Vice President, Gilde at Nortura 

2017-2020: CEO, Orkla Lilleborg 

2014-2017: Commercial Director, Orkla Lilleborg 

2006-2014: Various Sales and Marketing roles, Procter & Gamble Norway and Nordic 

2004-2006: Category and Sales roles, Gillette Norway 

2001-2004: Brand manager KiMs, Orkla Snacks 

1999 – 2001: Marketing, LEGO Norway and Nordics