Danish Crown og Tulip støtter Danmarks Indsamling

10 svinehytter på Smukfest sælges til fordel for mennesker i nød

10 svinehytter sælges til fordel for mennesker i nød.

7. februar 2013
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, d. 4. februar 2013

På fredag 8. februar går det store humanitære indsamlings-show Danmarks Indsamling 2013 over tv-skærmene. Seerne vil på DR1 få Danish Crowns maskot Frida at se, når hun afleverer de penge, der kommer ind fra salget af 10 svinehytter til sommerens Smuk Fest.

År efter år er luksus-udgaven af festival-overnatning blevet solgt for store summer. Mange gæster er gengangere og har været villige til at betale op til 15.000 kr. for at sikre sig en hytte for to, når de er blevet udbudt på auktion.

Det bliver også lauritz.com, der sætter festival-hytterne til salg denne gang. Ud over at indtægterne fra salget går ubeskåret til Danmarks Indsamling, donerer auktionshuset sit salær til den gode sag.

Pølser på gågaden
Som optakt til indsamlings-showet sender radioens P3 fra strøget i Horsens allerede tirsdag 5. februar. Her er Tulip på banen med Gøl Pølser, som grill-landsholdet tilbereder. Indtægterne fra pølsesalget går også ubeskåret til Danmarks Indsamling.

Bag indsamlingen står 12 humanitære organisationer og DR, der vil få danskerne til at samle ind ved at lade fire landsdele dyste om at bidrage mest.

Pengene fra årets indsamling går til 12 konkrete projekter i 11 afrikanske lande. Det skal skabe fundament for en bedre tilværelse og fremtid for nogle af verdens fattigste mennesker.

21 afrikanske lande syd for Sahara befinder sig i en akut fødevarekrise, og op mod 340 millioner mennesker i Afrika mangler adgang til basale fornødenheder som rent drikkevand, lyder begrundelsen på indsamlingens hjemmeside.