23. december 2014
Randers, 23. december 2014
- Der har virkelig været fart på hele december. Stort set alle vores kunder har kørt kampagner på en eller anden form for svinekød og det har givet massiv travlhed, siger Uffe Frovst, der er direktør for DC Pork Danmark.
I år har det specielt været den ovnklare flæskesteg, der har været efterspurgt, og i den her sammenhæng dækker flæskesteg over både kamsteg og ribbenssteg. I alt er det blevet til over 1,3 mio. kilo flæskesteg, og forbrugerne prioriterer, at den skal være klar til ovnen, altså ridset og uden ben.
- For et par år siden tog vi en danskudviklet maskine i brug, der faktisk ridser flæskestegen bedre end langt de fleste danskere tager sig tid til at gøre ved køkkenbordet. Det er gået rent ind hos forbrugerne, for nu har vi tre af den slags maskiner, og de har faktisk ikke stået stille i hele december, fortæller Uffe Frovst.
En hurtig udregning viser, at hvis man tog alle de ridser, der er skåret i spækket på de mange tusinde flæskestege Danish Crown har leveret i december 2014, og satte dem efter hinanden, så ville denne ene ridse faktisk nå mere end halvvejs jorden rundt. Omkring 21.000 kilometer ridser er det i alt blevet til. Til sammenligning er det ”kun” blevet til 900 kilometer medister -eller hvad der svarer til en tur på motorvej fra Aarhus til Bruxelles.
- Vi er selvfølgelig rigtigt glade for, at danskerne holder fast i traditionerne med flæskesteg og medister, når de skal hygge sig med en julefrokost, men jeg vil også sige, at vores medarbejdere virkelig fortjener at nyde julens glæder, for de har ydet en helt fantastisk indsats for at sikre danskerne deres julesul i år, siger Uffe Frovst.