<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Plante-burgeren fra Danish Crown Beef skal ikke bestå af importeret soja, som mange lignende tilbud. Til gengæld fokuseres der på ærter og rødbede, som kan leveres frisk til forbrugerne. Her er der dog tale om et stock-billede og ikke det reelle produkt fra Danish Crown.


Danish Crown Beef har allerede flere såkaldte hybridprodukter af hakket oksekød og rodfrugter i kølediskene, men inden længe følger helt plantebaserede produkter.

- Inden årets udgang bliver en plantebaseret burger en del af sortimentet, siger Finn Klostermann, CEO i Danish Crown Beef.

Megatrend

Det er udviklingen i markederne, som er baggrunden for, at Danish Crown som kød-producerende fødevarevirksomhed vælger at arbejde med plantebaserede produkter.

- Hvis vi ikke anerkender den megatrend, at forbrugerne spiser mindre men bedre kød, så ender vi med at stå på parkeringspladsen uden for svømmehallen og ikke kunne komme ind og være med, fordi der er fyldt allerede, siger Finn Klostermann.

Danish Crowns analyser viser, at markedet vokser, og at der er penge at tjene på området. Og Finn Klostermann mener faktisk, at salget af plantebaserede produkter kan understøtte salget af det gode, danske oksekød.

- Når nogle kunder gerne vil spise lidt mindre kød, så skal vi også kunne levere det. Og vi kan eksempelvis have en familie, hvor der er forskellige præferencer og holdninger. Der kan vi imødekomme hele familiens behov ved at have fritvalgsmarkeder, hvor man i samme produkt serie kan vælge plantebaserede, hybrid- og rene kødprodukter.

Mere bæredygtig end Soja
Der er ikke langt fra Danish Crowns produktion, til varerne er hos forbrugerne. Det skal udnyttes, når det kommer til de plantebaserede produkter, som skal være helt friske uden de e-numre og tilsætningsstoffer. En del af de varer, der er i handlen nu, er baseret på soja – det bliver Danish Crowns ikke.

- Vi skal ikke lave et produkt, som er magen til de eksisterende på markedet. Vores produkter skal laves på eksempelvis ærter eller rødbeder. De skal være ægte, gode og friske, siger Finn Klostermann og tilføjer:

- Sojaprodukter, som er produceret på den anden side af kloden og importeret hertil, er ikke bæredygtige. Vores produkter skal have lokal oprindelse.

Det er ikke kød
Flere udbydere af plantebaserede produkter arbejder målrettet på, at få produkterne til at ligne kød mest muligt. Det bliver heller ikke tilfældet for Danish Crowns, fortæller Finn Klostermann.

- Det giver jo ingen mening. Kød er kød, og planter er planter. Det skal ikke ligne kød, for det er det ikke. Men derfor skal det stadig være lækkert og smage godt.
Selvom der nu skal laves planteprodukter på Danish Crowns anlæg, betyder det ikke, at fokus fjernes fra kerneforretningen, nemlig salget dansk okse- og kalvekød.

- Nu kommer vi i første omgang med en planteburger, og vi skal også have flere hybrid-produkter på markedet, end vi har i forvejen, men det vigtigste er stadigvæk, at vi får fortalt historien om det gode, danske kød, og at vi får solgt noget mere af det. Alt det andet er bare supplementer til sortimentet.

- Nu bliver planteburgeren i første omgang en del af fritvalgsmarkedet her i slutningen af 2019, og så skulle vi gerne have fuld damp på grønsagskedlerne, når grillsæsonen begynder i 2020, siger Finn Klostermann.