Om det er en klassisk hot dog eller en fransk af slagsen du bestiller hos Q8, så kan du efter den 1. december, vælge mellem flere pølser med to hjerter under det statslige dyrevelfærdsmærke. Som den første store aktør skifter Q8 nu til danskproducerede pølser med to hjertet dansk grisekød under den statslige dyrevelfærdsordning.
- Dyrevelfærd er en vigtig del af vores strategi. Den franske hotdog er vores største varenummer, og derfor er det også her, vi gerne vil ændre noget. Dyrevelfærd er et punkt, hvor vi kan gøre noget. Vi vil gerne hjælpe markedet på vej, og vi tror på, at vi kommer til at spise mindre, men mere ansvarligt produceret kød i fremtiden. Derfor er vi meget glade for det nye koncept med Danish Crown, siger kategorichef i Q8, Martin Stillhoff.
Det er ikke kun de traditionelle pølser, som det nye sortiment dækker over. Der vil også være en pølse med kyllingekød med to hjerter under dyrevelfærdsordningen, ligesom der vil være en chili-frankfurter med 15 procent grøntsager i. Det har været vigtigt for Q8, at der sker en udvikling af pølsesortimentet i kæden.
- For os er denne aftale et rigtigt stort skridt. Q8 er en stor kunde, som vi nu har lavet en aftale med, der i første omgang løber i tre år. Det er et supergodt koncept, som vi også håber både vil inspirere andre og gøre vores andelsejere og producenter af specialgrise stolte af, siger Anders Kvist Christensen, der er national account manager hos Danish Crown og blandt andet varetager salg til tankstationer og convenience-kæder.