Vi skal indfri forbrugernes forventninger

Portræt af formanden i Kreaturforum: Vi skal indfri forbrugernes forventninger

Som formand for Kreaturforum i Danish Crown Beef er Karsten Willumsen født medlem af bestyrelsen i Danish Crown AmbA. Fra bedriften Kjargaarden ved Ikast leveres der både kalve og grise ind til Danish Crowns slagterier, mens især forbrugertendenser fylder i bevidstheden.

22. marts 2022

Karsten Willumsen blev i 2013 valgt ind i Kreaturforum for Kreds 2 som næstformand og blev i 2019 valgt som formand. Foruden pladsen i AmbA-bestyrelsen er Karsten Willumsen også bestyrelsesmedlem i Danish Crown A/S, samt bestrider en række tillidsposter i Danish Crown på kreatursiden. Han er desuden næstformand i bestyrelsen for Danish Crown Beef.

Dialogen bliver et af de vigtigste værktøjer, som i kommende år skal sikre eksistensgrundlaget for dansk landbrug. Både dialogen med erhvervet og andelsejerne i Danish Crown – og i særdeleshed med forbrugerne, der i sidste ende dikterer hvilke produkter og fødevarer, der har en fremtid i Danmark.

Det mener Karsten Willumsen, andelsejer og medlem af Danish Crowns AmbA-bestyrelse.
På Kjargaarden i det midtjyske – mellem Sunds og Ikast – går bedriftens fremtid på mange måder hånd i hånd med Danish Crowns. Med produktion af både slagtekalve og -grise er Karsten Willumsen og kompagnonen Ole Madsen fuldt eksponeret i Danish Crown.

Mens dagligdagen i høj grad er præget af driften omkring kalvene samt mark- og griseproduktion, forsøger Karsten Willumsen, i rollen som næstformand i Danish Crown Beef og medlem af AmbA-bestyrelsen i Danish Crown, ofte at tænke værdikæden til ende – fra jord til bord.

- Det store spørgsmål er jo, hvordan vi også fremover formår at skabe en mere levedygtig og rentabel fødevareproduktion i Danmark med de højere faktoromkostninger? Der har vi i Danish Crown en kæmpe mulighed, da vi sidder med hele værdikæden foran os – fra dyrene
i stalden, og ofte afgrøderne på marken, til produkterne ligger i detailkædernes kølediske og forbrugernes indkøbskurve. Men vi skal tænke os godt om – og ikke være bange for at tage de store spørgsmål op af frygt for, at enten andelsejere eller nogle forbrugere er uenige. Det handler om, hvordan vi griber dialogen an, siger Karsten Willumsen.

Dialog altafgørende

Karsten Willumsen er vokset op på gården på Sundsvej og har hele livet været beskæftiget i landbruget. Netop derfor er det vigtigt, at han forholder sig åben til nye input og viden – og tør tage emner op, som måske ikke altid er lige populære blandt andelsejerne.

- Markedsundersøgelser og forbrugerrettede trends interesserer mig helt vildt. Da jeg startede i kreaturforum i 2014, var dyrevelfærd begyndt for alvor at rykke, og bæredygtighed blev omtalt som det nye sort. Så spørgsmålet var naturligt, hvordan vi fik det ”svejset sammen” fra mark til stald over slagteri og ud mod forbrugerne, siger Karsten Willumsen.

At bæredygtighed fylder en del hos Karsten Willumsen, skyldes blandt andet, at Danish Crown er lykkedes med at få to hjerter fra det statslige dyrevelfærdsmærke ”Bedre Dyrevelfærd” på Dansk Kalv-konceptet

- Vi mødte en del modstand mod beslutningen om, at der skulle to hjerter fra Hjertemærke-ordningen på Dansk Kalv. Men når noget virker rigtigt – fordi markedsundersøgelser viser en klar tendens – skal vi tage dialogen og have tillid til, at der ofte er muligheder, når dialogen er svær.

- Markedsundersøgelser peger på, at forbrugerne fremover i højere grad vil vægte dyrevelfærd og bæredygtighed i deres valg af fødevarer, om end pris også vil være en faktor. Det er ikke en let opgave at finde de tiltag, der kan få det hele til at gå op i en højere enhed sammen med at skabe bedre forretning – og derfor er der helt sikkert også muligheder i den øvelse. Vi kommer til at lave fejl undervejs – det kan ikke undgås. Men hvis vi i Danmark skal placere os som en af verdens mest bæredygtige producenter af fødevarer, er der ingen vej udenom, siger Karsten Willumsen.

Udvikling frem for drift

Rollen som formand for Kreaturforum betyder som sagt, at Karsten Willumsen både har en plads ved bordet i den ejerrettede AmbA-bestyrelse og Danish Crown A/S, hvor en del af de større forretningsmæssige beslutninger ligger i sidstnævnte. Rollen i AmbA-bestyrelsen fik han, da han i 2013 blev valgt som næstformand i Kreaturforum, mens han ved udnævnelsen til formand i 2019 fik plads i A/S.

For Karsten Willumsen appellerer bestyrelsesarbejdet især, fordi udfordringerne her – uanset størrelse eller ophav – trækker tråde tilbage til stalden og bedriften.

- Jeg trives mest, når jeg er med til at drive en positiv udvikling. Bestyrelserne er min mulighed for at involvere mig i og påvirke projekter, som rækker langt ind i fremtiden. For hvor vi på gården arbejder i sæsoner og ofte overskuelige tidshorisonter, arbejder vi i AmbA- og A/S-bestyrelserne med projekter, som kan tage år eller længere, siger Karsten Willumsen og uddyber:

- Jeg trives ikke som vanemenneske, men skal gerne have et nyt projekt at drive. Derfor er det spændende, når vi på bestyrelsesniveau kan tage emner og tendenser, bryde det ned i mindre spørgsmål og processer og virkelig arbejde med det – og til slut finde ud af, hvordan vi implementerer det bedst muligt, så det både giver mening på gården og hos forbrugerne. Det bedste og seneste eksempel er Danish Crowns fokus på bæredygtighed. Det er ikke noget, vi kan klare på et halvt år – og det kommer til at diktere mange af vores beslutninger langt ud i fremtiden.