Uheld med medicinerede svin fra sygefold

Uheld med medicinerede svin fra sygefold

Endnu engang er der leveret svin med medicinrester. Stram op, lyder det fra Danish Crown.

26. januar 2012


Randers, 26. januar 2012   

Danish Crown har igen haft et tilfælde, hvor der ved et uheld blev leveret medicinerede svin pga. manglende klar adskillelse mellem sygefold og udleveringsrum.

De pågældende svin blev fundet og kasseret, men det var også nødvendigt at kassere betydelige mængder blod, tarme, pluks mm.

De økonomiske konsekvenser var langt større end selvrisikoen på produktansvarsforsikringen.

Det kan ikke understreges kraftigt nok, at sygefolde ikke hører sammen med udleveringsrum. Risikoen for uheld er alt for stor, og de økonomiske konsekvenser løber let op i millionstørrelsen, hvis det går galt.

- Det er meget, meget ærgerligt, hver gang vi har den her slags sager. De bør ikke forekomme overhovedet. Vi har indført den obligatoriske produktansvarsforsikring for at skærme leverandørerne fra at gå fallit, hvis uheldet er ude. Men en produktansvarsforsikring er ikke en forsikring mod dårligt landmandsskab. Vi forventer simpelthen, at leverandører til Danish Crown har styr på deres medicinerede dyr, siger Vagner Bøge, direktør i DC Ejerservice.

Den obligatoriske produktansvarsforsikring dækker op til fem millioner kroner. Er produktansvarsforsikringen tegnet via Danish Crown, er selvrisikoen 40.000 kroner.