To af de store takker af

Ved gårsdagens repræsentantskabsmøde meddelte både Erik Larsen og Niels Buhl, at de træder ud af Danish Crowns bestyrelse og repræsentantskab.

30. november 2017

Niels Buhl og Erik Larsen, der er valgt i henholdsvis kreds 5 og kreds 6, meddelte i går deres kolleger i Danish Crowns repræsentantskab, at de ikke genopstiller ved næste uges kredsmøder i Danish Crown. Dermed træder de også begge ud af Danish Crowns bestyrelse, og det er to af de helt store, der takker af

Erik Larsen har siddet med i bestyrelsen i 22 år – først i Steff Houlberg og siden Danish Crown – og kom ind i virksomheden gennem fusionen med Steff Houlberg i 2002.

- Jeg har været med længe, og jeg er utrolig stolt af den virksomhed, som Danish Crown er i dag. Vi er en stærk og robust virksomhed, og jeg synes, jeg er klar til at lade nye kræfter komme til og bringe Danish Crown videre.

Niels Buhl takker af i forbindelse med et generationsskifte på hans bedrift, og dermed lader han hvervet gå videre.

- Jeg har virkelig været glad for at være en del af den virksomhed, som vi deler, og som jeg mener, vi har udviklet i den helt rigtige retning. Tiden er moden til, at jeg begynder at kigge på den næste generation hjemme på min gård, og dermed lader jeg også hvervet her gå videre til en ny generation, som jeg håber vil passe ligeså godt på Danish Crown, som vi har gjort.

Formand i Danish Crown, Erik Bredholt, bemærkede på gårsdagens møde, at det var to af de store personligheder i Danish Crowns andelshaverledelse, der nu takker af.

- Erik og Niels skal have en stor tak for den indsats de har gjort for Danish Crown. Jeg er trist, men også forstående overfor Eriks og Niels’ beslutning. De har sat markante aftryk på vores virksomhed, som de begge kan være stolte af, og de har begge altid repræsenteret deres kredsmedlemmers med deres bedste for øje.

Udover Erik Larsen og Niels Buhl udtræder eksternt bestyrelsesmedlem Jesper T. Lok også af Danish Crown A/S’ bestyrelse. Der er i den forbindelse iværksat en proces for at finde hans afløser.