Søndag den 1. januar 2017 hæver Svineafgiftsfonden taksterne pr. produceret gris til 4,85 kr. for svin med en slagtevægt på op til 109,9 kg og 9,60 kr. for dyr, hvis slagtevægt er 110 kg og derover.
Stigningen skyldes et behov for midler til at fortsætte fondens udviklingsarbejde ifølge administrator Mikkel Kay Petersen fra Svineafgiftsfonden.
- Vores overskud for 2015 – som kom fra et lavere forbrug af penge til projekter end forventet – blev brugt på afgiftsnedsættelser i 2016. Så hvis vi havde fastholdt afgifterne på 2016-niveauet, ville vi ikke have kunnet afsætte penge nok i budgettet til at fastholde innovationskraften, forklarer Mikkel Kay Petersen.
Han understreger, at man med de kommende afgifter fortsat holder sig under det niveau, afgifterne lå på i 2014 og 2015.
- På den måde laver vi et kompromis, hvor vi begrænser faldet i vores aktiviteter og styrer uden om for store takststigninger, konstaterer Mikkel Kay Petersen.
Svineafgiftsfondens produktionsafgifter pr. 1. januar 2017
Slagtning:
• 4,85 kr. pr. svin, søer, orner og polte med en indvejet, slagtet vægt på til og med 109,9 kg (pr. 1.7. 2016: 4,10 kr.)
• 9,60 kr. pr. svin, søer, orner og polte med en indvejet, slagtet vægt på 110 kg og derover. (pr. 1.7. 2016: 8,00 kr.)
Eksport:
• 0,65 kr. for smågrise med en levende vægt på til og med 15 kg (pr. 1.7.2016: 0,35 kr.)
• 1,45 kr. for smågrise over 15 kg og til og med 50 kg levende vægt (pr. 1.7.2016: 0,70 kr.)
• 4,85 kr. for eksporterede svin, søer, orner og polte over 50 kg og til og med 135 kg levende vægt (pr. 1.7.2016: 4,10 kr.)
• 9,60 kr. for eksporterede svin, søer, orner og polte med en levende vægt på over 135 kg. (pr. 1.7.2016: 8,00 kr.)