Styr på fodersammensætningen

Styr på fodersammensætningen

1. april 2015


Randers, d. 1. april 2015

Målet om en højere kødprocent kan nås gennem mange forskellige tiltag i svineproduktion. Et helt centralt fokus er fodringen. Et sikkert kendskab til proteinniveauet i det høstede korn er også vigtigt for at få den rigtige foderstrategi.

- Når man fylder siloen med korn i høst, er det meget vigtigt at en håndfuld af hvert læs og kommes i en spand blandes op og sendes til analyse. Dette er specielt vigtigt hvis du har en gastæt silo. På denne måde kan foderets reelle proteinnindhold bestemmes. Ellers er vi nødsagede til at lægge foderstrategien efter landsgennemsnittet, og det er ikke optimalt, da der kan være store udsving fra gennemsnittet, og risikoen for enten over- eller underforsyning med protein er overhængende, fortæller Kristian Jensen fra DC Rådgivning.

Normalt opfattes soja som den afgørende proteinkilde til svin, men da korn udgør en meget høj andel af blandingen, vil godt 40 % af grisens proteinforsyning stamme fra korn.

Brug rug
Rug er ikke et vidunderfodermiddel til grise – men da det er en nem og udbytterig afgrøde i marken, vinder det indpas i svinefoder. Hvis du jagter en højere kødprocent, kan der med fordel bruges mere rug i din foderblanding. Hvis blandingen indeholder 40 % rug, kan det give en kødprocentsforøgelse på 0,7 % sammenlignet med hvede eller byg.

- Hvis man har rug, kan man ligeså godt bruge det aktivt i svineproduktionen. Rug giver lavere tilvækst og højere kødprocent, fordi mæthedsfornemmelsen sætter ind tidligere hos slagtesvinene, siger Kristian Jensen.

Da rug påvirker grisenes foderoptag og dermed tilvækst, kan det med fordel prioriteres til slagtesvin fra 70 kg. Hvis der skal laves denne fasefodring på råvarer, betyder det at rugen skal opbevares separat ved lagring.

Det er vigtigt at forholde sig til den lavere tilvækst. Hvis stalden er højt belagt, mister rugen sin værdi, da tilvæksten bliver en hæmsko for at få grisene hurtigt nok til slagtning.

Alternative råvarer
Hvis du bruger alternativer til sojaskrå i din foderblanding, er det vigtigt, at du er opmærksom på, at proteinniveauet i din foderblanding er tilstrækkeligt højt.

- Der er mindre variation i proteinniveauet ved sojaskrå, end hvis man eksempelvis bruger solsikkeskrå eller rapskager. Hvis man bruger alternative fodermidler, kan man optimere foderet med lidt ekstra råprotein som sikkerhedsmargin, så man er sikker på, at svinene får protein nok i deres foder, siger Kristian Jensen.