Stor baconsult på Smukfest

Danish Crowns Baconbar serverede 4.500 måltider i løbet af festivalen og flere af Tulips salgssteder måtte i perioder melde udsolgt af enkelte produkter.

11. august 2016

 
Torsdag den 11. august

Hvis man skal klare sig igennem fem dage med høj musik og fadøl i spandevis, er det vigtigt at vedligeholde saltbalancen. Her er sprød og knasende bacon en oplagt og velsmagende mulighed, og det udnyttede gæsterne på Smukfest i Skanderborg til fulde.

Det mærkede man i Danish Crowns Bacon Bar, hvor gæsterne gerne stod i kø i op til en halv time for et måltid med bacon. Det til trods for at baconbaren ligger udenfor selve festivalpladsen.  Det glæder Agnete Poulsen, ansvarlig for Danish Crown Porks indsats på Smukfest.

- Jeg er glad for resultatet og for at det lykkedes os at trække gæsterne indefra festivalpladsen ud til os, siger hun.

Agnete Poulsen oplevede flere morgener, hvor 20-30 gæster stod i kø og ventede på, at boden åbnede, så de kunne få en omgang af bodens berømte baconbrunch.

Bacon Bar Der blev i alt serveret omkring 4.500 måltider i løbet af festivalens fem dage, hvilket er ca. 500 måltider mere end sidste år.

Ny storsællert
Som noget nyt på årets festival serverede baconbaren ikke stegt flæsk om eftermiddagen og aftenen, men var gået over til en anden menu. Den indeholdt blandt andet en burger med ølmarineret nakkekam i en briochebolle, som gik rent ind hos gæsterne.

- Burgeren var en stor succes. Vi måtte melde udsolgt ad flere omgange, og vi fik rigtig god respons på den. Vi kan tydeligt mærke, at
festivalgæsterne kræver noget ekstra af maden hernede, og det ramte burgeren fuldstændigt, siger Agnete Poulsen.

Hun forklarer, at hun også fik henvendelser fra flere gæster, der savnede stegt flæsk i boden. Derfor arbejdes der på, at næste års
menu kommer til at indeholde både stegt flæsk og den nye populære burger.

Generelt godt salg
Det var ikke kun i Baconbaren, at Danish Crown-koncernen havde et godt salg på Smukfest. I Tulips syv boder måtte man flere gange melde udsolgt af forskellige varer, og i Danish Crowns Bøf Saloon blev der sat omsætningsrekord.

Morten Bruun Enemærke, Senior Manager Food Service i Danish Crown Beef, er glad for resultatet.

- Det gik rigtig fint, og vi er godt tilfredse med resultatet. Det viser, at vi har et koncept, der fungerer, og som passer godt til festivalens målgruppe, siger han.

Samme melding kommer fra Rikke Jeppesen, Brand Manager i Innovation & Marketing for Tulip.

- Vi har fået mange positive ord med på vejen for vores nye festival-look og for vores boder generelt. Overordnet har det været en succes. Vi har ikke fået salgstallene fra boderne endnu, men vi forventer, at de er rigtig gode. Vi havde flere udsolgt-situationer under festivalen, og mange har rost vores boder og taget godt imod dem, siger hun.