Torsdag den 16. august 2012
Konsekvenserne for dyrene ved angreb af stikkende insekter er eksem og kløe, så set fra et velfærdsperspektiv er det vigtigt at bekæmpe insekterne.
Insektsæson står for døren
Huden er grisens mest synlige organ, og forandringer kan afspejle både grisens generelle sundhedstilstand og lokale påvirkninger af huden. Ved det daglige tilsyn i besætningen bør forandringer i huden derfor altid ofres særlig opmærksomhed. Allergiske hudforandringer kan være særlig udbredte i svinebesætninger med stikkende insekter.
Diagnosen i stalden
Huden har kun få måder at reagere på ydre skadelige påvirkninger, som insektbid. Akut kan ses rødme, hævelse og kløe, og tilstanden kan over en længere periode give øget misfarvning og skæl. Kløen kan yderligere resultere i rifter og skrammer i huden, når grisen gnubber sig op ad inventar.
Hudforandringer efter stikkende insekter ses derimod oftest kun på ryg og flanke af grisen, hvor insekterne har ”arbejdsro”. Omfanget af kløe og eksem afspejler ofte, hvor mange insekter der angriber grisen.
Stikfluer opholder sig ret konstant på grisene eller det omgivende inventar. De er ca. 10 mm lange og kan ses med det blotte øje. Stikfluen har en karakteristisk fremadrettet brod som munddel (Se billede).
Stikmyg er aktive om natten og ses derfor sjældent på grisene ved tilsyn i dagtimerne. I stedet sidder myggene i løbet af dagen omkring vinduer eller ventilationsåbninger. Der er flere arter af stikmyg, og de kan kendes på den spinkle kropsbygning og synlige stikkende munddele (se billede).
Bekæmpelse i stalden
Stikfluerne invaderer svinestalden fra naturen om sommeren, hvor de kan formere sig i gødnings- og foderrester. Fluen undviger typisk biologisk fluebekæmpelse i gyllekummerne, derfor er forebyggelse ved daglige hygiejniske tiltag og desinfektion over spaltegulvet meget vigtig. Limsnore eller skilte med smøregifte kan placeres tæt ved grisene og reducere en moderat flueforekomst. Ved større forekomster kan effektiv bekæmpelse ske ved en kortvarig forstøvning af fluegift ud i staldrummet.
Stikmyg kan også invadere svinestalden fra naturen om sommeren. Myggene formerer sig kun i vandpytter og vådområder uden for stalden. De kan effektivt bekæmpes ved forstøvning af insektgifte ud i staldrummet eller omkring vinduerne og indsugningsventiler. Tågegifte er mest effektive ved skumringstid, hvor insekterne generelt er mest aktive.
Stik og bid bedømt i kødkontrollen
Kødkontrollen på slagterierne undersøger hver enkelt svin for forekomst af sygdom for at sikre, at det kun er sunde dele fra sunde dyr, der godkendes til konsum. For insektbid eller -stik er der i slagteriernes bemærkningskodesystem en specifik kode med navnet eksem/insektstik.
Forekomsten af insektstik er størst i de varmeste sommermåneder.
Insektstik - en gene for angrebne dyr
Stikkende eller bidende insekter i svinestalden kan være et stort problem for de angrebne dyr, både fordi insekterne er nærgående og pga. den kløende eksem på større eller mindre dele af kroppen. Begge dele gør dyrene urolige og medfører stress. Vedvarende stress reducerer immunforsvaret, hvilket igen øger risikoen for sygdom og dermed lavere produktivitet.