Randers, 30. oktober 2014
Da den sidste so blev slagtet i Sæby d. 24. september, overtog Skærbæk samtlige soslagtninger for Danish Crown. Det betyder, at Skærbæk slagter på en rullende seks-dages-uge, og derfor skal søerne også indtransporteres, så det passer med slagtegangen på fabrikken. Mandagen er nemlig kortere end de resterende ugedage, og derfor skal flere søer indleveres senere på ugen.
- Det er vigtigt, at man er opmærksom på, at vi slagter seks dage, og at mandagen starter senere end resten, så der er færre slagtninger end de andre dage. Derfor opfordrer vi til, at man snakker med sin vognmand om, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at få afhentet sine søer, siger Vagner Bøge, direktør for Danish Crowns Ejerservice.
Lørdagsslagtningerne har betydet, at en del bliver skubbet til sidst på ugen, og den senere afhentning er med til at mindske flaskehalsene på anlægget.
Bedre udnyttelse
Sammenlægningen er for at udnytte anlægget bedre, og det har medført, at Skærbæk er gået fra 4.500 søer om ugen til 6.300. Det giver en bedre konkurrenceevne for slagteriet, forklarer Søren Eriksen, produktionsdirektør i Danish Crown.
- Samlingen af soslagtningerne i Skærbæk bunder i, at vi skal være mere konkurrencedygtige. Vi kan udnytte anlæggets kapacitet bedre ved at samle alle søer på et sted og slagte på en seks-dages-uge. Det giver færre omkostninger, end hvis vi skulle holde to anlæg i gang.
Løsningen med Skærbæk kom efter forhandlinger, hvor medarbejderne sagde ja til en række effektiviseringer, så slagteriet kunne sikre fortsat konkurrencedygtighed.
Nyt bedøvelsesanlæg
For at følge med de mange søer, har Danish Crown investeret i et nyt bedøvelsesanlæg i Skærbæk, så der kan slagtes flere søer på anlægget. Det har skabt nogle små startvanskeligheder, som slagteriet har kæmpet med.
- Lige nu kører vi ret optimalt, og vi ligger på omkring 6.300 slagtninger om ugen. Vi forventer at indhente puklen indenfor de næste par uger. Vi er godt på vej, men det kræver lidt tålmodighed, siger mestersvend på slagtelinjen i Skærbæk, Jan Schrøder.
Manglende mærkning
Et andet problem, som Skærbæk har, er dårlig skinkemærkning af søerne. Derfor har Jan Schrøder også en bøn til landmændene.
- Ud af 1.200 søer, der blev slagtet i går, var skinkemærkningen så dårlig på 77, at den ikke kunne aflæses. Det giver os problemer med afregningen, som vi gerne vil have været foruden. Det gør jo også, at landmændenes afregning bliver mudret, for vi kan ikke se, hvem der har leveret soen på 120 kilo, og hvem der har leveret den på 180. Så husk at bruge rigeligt med sværte, siger Jan Schrøder.